Forside » Hundeadfærd » Guide: Sådan forbereder du din hund på fyrværkeri nytårsaften

Guide: Sådan forbereder du din hund på fyrværkeri nytårsaften

hund er bange for fyrværkeriVuffeli hundeblog

Nytårsaften er oftest forbundet med en kæmpe fest for os mennesker. Hverken maden, musikken, snakken, humøret, bordbomberne eller fyrværkeriet kan blive højt nok. Hundenes instinkter fortæller dem derimod, at de skal løbe så langt væk som muligt.

Denne guide er til dig, som har en hund, der er bange eller usikker for fyrværkeri, eller dig, der har en hundehvalp og ønsker at forberede den bedst muligt på nytårsaften. Læs med, og få inspiration til hvordan dig og din hund kan komme godt ind i det nye år.

Labrador der ligger og slapper afVuffeli hundeblog

5 tips til at undgå en utryg hund nytårsaften

Det er ikke unormalt, hvis din hund bliver angst eller urolig nytårsaften – tværtimod. Hundens nervesystem reagerer kraftigt på lyde og særligt fyrværkeri, der også bringer skarpt lys, en brændt lugt og et vibrerende underlag med sig, kan være overvældende for vores hunde.

I naturen kan det betyde forskel på liv eller død for din hund, hvordan den reagerer på lyde, som dem der kommer fra fyrværkeri og bordbomber. Det er dog heldigvis slet ikke tilfældet for vores domesticerede venner, og det kan vi hjælpe dem til at forstå. For kæledyr eller husdyr er der ingen grund til at løbe nogen steder hen, når en raket går af – det kan tværtimod skabe yderligere fare.

Derfor er det vigtigt, at du som ejer tager ekstra forbehold for din hunds sikkerhed i dagene omkring nytår.

1. Lydtræning

En effektiv måde, hvorpå man kan forebygge kraftige reaktioner på nytårsaften, er lydtræning. Det kaldes også systematisk desensibilisering, og det er en terapiform, der går ud på, at man på systematisk vis forsøger at gøre sin hund mindre følsom over for særlige indtryk. Indtryk kan være alt fra lyde, berøring, kulde og varme eller noget helt andet.

Det er en god idé at starte tidligt

Lydtræning kan med fordel startes, allerede når hunden er ung. Giv din hvalp eller hund noget lækkert, den kan ligge og tygge på, og afspil et lydklip med fyrværkerilyde i baggrunden.

Det er vigtigt, at du afspiller klippet med et så lavt lydniveau, at hvalpen ikke reagerer. Formålet er, at hvalpen skal associere den rolige og behagelige tilstand, den er i, med lyden af fyrværkeri. På den måde lærer hunden, at lyden af fyrværkeri ikke er farlig.

hund og ejer kigger på hinandenVuffeli hundeblog

Øg din hunds selvtillid omkring larm

En anden vigtig tilgang kaldes empowerment-træning, der går ud på at gøre sin hund mere modstandsdygtig overfor de udfordringer, den møder. Det handler om at opbygge psykisk styrke og robusthed, der klæder den på til at tackle hverdagssituationer, opgaver og udfordringer, den kan stå overfor i fremtiden.

Det kan man blandt andet gøre ved at styrke sin hund evne til at være vedholdende, prøve nye løsninger og variere sin adfærd og ikke mindst overvinde følelsesmæssige reaktioner. Det kan være med til at skabe øget kontrol og styrke hundens selvtillid. Belønningsbaseret træning og øvelser, der handler om selvkontrol, er ofte en rigtig god tilgang.

Her kan det eksempelvis være en god idé at lave øvelser, hvor hunden selv skal lave aktiv larm. Du kan for eksempel putte tomme plastikflasker i en papkasse og drysse godbidder ned imellem flaskerne, som din hund skal skubbe sig frem til. Med den slags øvelser er det dog meget vigtigt, at man starter meget stille ud, så hunden ikke bliver utryg.

Læs også: Positive træningsprincipper: Hvordan belønner jeg min hund?

2. Gå aldrig tur med din hund uden snor i dagene omkring nytår

Ligegyldigt hvor trænet din hund er i at gå på plads og komme, når du kalder, vil jeg stærkt anbefale dig at have den i snor i dagene omkring nytår. 

Kommer der en uforudset lyd eller et heksehyl imod den, eller ligger der noget skrald på gaden, som din hund synes, den skal smage på, så kan den ekstra sikkerhed, der ligger i en snor, gøre hele forskellen. 

Lad derfor være med at lade nytårsaften og dagene omkring nytårsaften være de dage, hvor du skal vise, hvad din hund har lært til hundetræning. Det kan sagtens vente.

Læs også: Lær din hund at gå i snor

3. Hold hunden væk fra fyrværkeri

Der er ingen grund til at udsætte din hund for mere larm, end hvad godt er. Hundes sanser er så meget bedre end menneskes, at det faktisk kan gøre direkte skade på din hunds ører at stå for tæt på fyrværkeriet. 

hund kiggerVuffeli hundeblog

Derfor anbefaler jeg at tage din hund ud, gerne meget tidligt om morgenen evt. i en hundeskov eller i andre grønne områder, hvor der ikke må fyres krudt af. Dette vil minimere larmen og de voldsomme indtryk så meget som muligt.

Sørg for at give din hund så meget motion og aktivitet som muligt fra morgenstunden af, så den får nemmere ved at falde til ro, når larmen starter. Undlad desuden at hive den ud på gaden omkring midnat eller i timerne op til, ligegyldigt om din hund er angst eller ej. Der er også ofte lidt stille inden dronningens nytårstale, så her er det oplagt at nå en hurtig tissetur. Hvis man bor i byen, så udskyd aftenturen til fyrværkeriet er stilnet af.

Lad hunden hygge sig indendøre væk fra vinduer, med varme tæpper og et lækkert gnaveben i stedet. Hunde får som sagt ikke glæde af fyrværkeri, og det vil derfor kun give dem unødige indtryk, hvis man tager dem med ud på gaden eller holder dem op til vinduet for at se med.

Læs også: Hundens høresans: Hvor meget kan hunde høre?

4. Mental stimulering

Mental stimulering er altafgørende for din hunds velvære og sindstilstand. 

På dage hvor man ikke kan tage sin hund med udenfor på grund af vejret, sygdom eller højtider såsom nytårsaften, kan man sørge for at stimulere hunden på anden måde end den fysiske.

Mental aktivering kan være med til at afstresse og berolige hunden, og det kan også bidrage til, at hunden kommer af med lidt ophobet energi. Det kan derfor være en rigtig god idé at bruge formiddagen på mentale øvelser. Der findes tonsvis af sjove øvelser og aktiviteter – det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser.

Du kan for eksempel lægge et par godbidder i et viskestykke, som du snurrer og binder knude på, så din hund skal bruge sin snude og sine poter for at få fat i godbidderne.

Det kan også være en god idé at købe et rigtig lækkert tyggeben eller fylde et aktiveringslegetøj, som hunden kan ligge med når fyrværkeriet rigtig går i gang.

hund ligger i sengenVuffeli hundeblog

5. Skab et trygt helle

Er tiden knap, eller er angsten så slem, at du føler, at din træning ikke skrider frem, som den burde, så er der hjælp at hente på anden vis.

Første skridt kunne være at lave et dedikeret hundeområde, hvor hunden føler sig tryg. Det er en god idé at trække gardinerne for, da lysglimtene kan gøre din hund bange. Afspil lidt musik eller lad fjernsynet køre i baggrunden – men vær opmærksom på, at nogle tv- og radiokanaler afspiller fyrværkeri, og de er derfor værd at undgå.

Tip:
Hvis du har en hund der er bange for fyrværkeri, så skal du for alt i verden undgå at efterlade den alene nytårsaften, også selvom den normalt kan være alene hjemme. Generelt anbefaler vi ikke, at nogle hunde er alene hjemme nytårsaften, fordi omstændighederne er så meget anderledes end normalt.

Hvis du har en usikker eller angst hund nytårsaften, er det vigtigt, at den har mulighed for at søge tryghed hos dig. Støt din hund, så godt du kan. Det er helt okay at ae og nusse den, hvis den er bange. Nogle hunde har brug for fysisk kontakt for at finde ro.

Dertil findes der utallige præparater, der kan hjælpe på ængstelige hunde, herunder diffusere med feromoner, lavendel og andre beroligende urter eller medicin, der skal gives i kortere eller længere tid op til nytårsaften for at opnå den ønskede effekt. 

Tag fat i din dyrlæge i så god tid som muligt, så I kan få en snak om, hvad den rigtige løsning er for din hund.

Hvis du har en hund, som er meget bange for for alt fyrværkeriet og postyret omkring nytår, kan det eventuelt være en mulighed at tage i sommerhus væk fra byen eller tage på hundehotel væk fra al støj og larm.

Held og lykke med træningen og rigtig godt nytår!

Læs også: Sådan får du hunden sikkert igennem en kold vinter

22 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *