Forside » Hundetips og -tricks » Sådan tager du din hund med i bus, bil, tog og fly

Sådan tager du din hund med i bus, bil, tog og fly

hund i bil kigger udVuffeli hundeblog

Skal du have din firbenede bedste ven med på farten? Hvis du gerne vil undgå at efterlade dit pelsede familiemedlem derhjemme, så læs med her, og få et par gode tips til, hvordan du transporterer din hund fra a til b.

Først og fremmest er det vigtigt, at du overvejer, hvad det kræver at rejse med en hund. Der er nemlig mange ting at tage højde for, for at det bliver en god oplevelse for både dig og din hund og andre omkring jer.

Husk frem for alt, at du ikke kun må tage hunden med for din egen skyld – og overvej, om det vil være bedre for din hund at blive hjemme eller blive passet af familie eller venner i stedet.

1. Tag hunden med i toget

I langt de fleste nationale tog kan du tage din hund med – men undersøg altid, om der gælder særlige regler eller restriktioner på netop jeres rute.

Når du tager din hund med på togturen, så vær opmærksom på, hvornår du skal købe billet til hunden.

Rejser du med DSB, kan du gratis tage din lille hund med dig, hvis den kan opholde sig i en hundetaske eller lignende under hele rejsen. Tasken må ikke være større end 100 x 60 x 30 cm og skal placeres på skødet, over eller under din plads eller på området indrettet til bagage.

Skal du have en større hund med dig i et DBS-tog, så er det nødvendigt at købe en børnebillet til din hund. Det er kun tilladt at medbringe én stor hund pr. person, og hunden skal være i snor og opholde sig på gulvet under hele rejsen. Hvis du rejser med InterCity eller InterCityLyn, så køb derfor en pladsbillet til din hund, så du er sikker på, at der er plads til den på gulvet foran sædet.

Hvis du ofte har din hund med i toget, så kan det måske være en fordel at anskaffe et rejsekort flex til din firbenede bedste ven. Førerhunde kan derimod medtages uden betaling.

Vær desuden opmærksom på, at der af hensyn til allergikere findes dyrefri områder i togene. Disse er markeret med piktogrammer, og her er det ikke tilladt at medbringe sin hund eller førerhund. Dette gælder blandt andet DSB 1′, Stillezone og Familiezone.

Må man tage sin hund i metroen?

Ligesom du kan tage din hund med i toget, kan du også tage din hund med i metroen. Du kan gratis medbringe din lille hund, hvis den kan opholde sig i en hundetaske på maksimalt 100 x 60 x 30 cm under hele rejsen. Har du en større hund, skal du købe en børnebillet til din firbenede rejsemakker. Førnævnte betingelser for hunde i tog gør sig ligeledes gældende for hunde i metro. Undersøg dog altid, om der er trådt særlige regler eller restriktioner i kraft på netop jeres rejse.

TIP:
Du kan læse mere om reglerne for hunde i tog på DSB’s hjemmeside her.

2. Må du have hund med i bussen?

Som udgangspunkt må du gerne have din hund gratis med i bussen, hvis den kan opholde sig i en hundetaske under hele rejsen. Er din hund større, så gælder der dog andre regler. Ved mange busselskaber skal du købe en børnebillet til din hund, hvis den ikke kan være i en hundetaske. Derfor skal du altid undersøge hvilke regler, der gælder for det busselskab, I skal rejse med.

Som medpassager i bussen skal hunden altid være i snor, og den må ikke være til gene for de øvrige passager –  det er chaufføren eller kontrolløren, som vurderer hvorvidt hunden er til gene for andre.

Læs også: 8 gode råd: Sådan rejser du med din hund i udlandet

3. Er der regler for hunde i bil?

Der er ikke nogen specifikke regler, hvis du vil have din hund med på biltur – men det er lovpligtigt, at din hund transporteres ansvarligt.

Er din hund god til at sidde stille, behøver den ikke at være i et transportbur eller være fastspændt. Hopper din hund derimod rundt i bilen, kan det udløse en bøde, og det er derfor måske værd at overveje at anskaffe et transportbur. Alternativt kan du også sørge for, at I er flere i bilen, så der er en, der kan sidde med hunden.

Husk, at din hund kan få køresyge. På lange ture er det en god idé at tage pauser og sørge for, at hunden får mad og drikke.

Læs også: Tips til at undgå at din hund bliver køresyg

4. Tag hunden med i flyet

Langt de fleste flyselskaber tilbyder forskellige løsninger, når du skal rejse med hund. De fleste flyselskaber kræver, at hunde transporteres i en transportkasse – så det kan være en god idé at træne din hund i at være tryg ved sin transportkasse på forhånd, hvis I skal ud at flyve.

Længere rejser og især flyvning kan være en overvældende og stressende oplevelse for en hund. Nogle hunde reagerer stærkere end andre. Er din hund af en brachycephalic race, det vil sige hunderacer med forkortede næseknogler og forsnævrede næsebor som eksempelvis bulldogs, mops og pekingeser, er der yderligere helbredshensyn, man skal være opmærksom på. Hunde med det brachycephale syndrom har nemlig øget risiko for åndedrætsbesvær og overophedning på grund af stress. Hører din hund til denne kategori, og overvejer du at tage den med ombord på et fly, så rådfør dig med din dyrlæge, inden du planlægger rejsen. Vælger man at flyve med en brachycephal hunderace, er der desuden nogle flyselskaber, som kræver, at man som hundeejer skriver under på, at man accepterer denne øgede risiko.

Nogle steder er det muligt, at have sin hund med ind i flyet ved sit eget sæde eller under sædet, men andre gange skal hunden være i et separat rum under hele flyveturen.

God tur!

Exit mobile version