Forside » Hundeadfærd » Dyyyyygtig! Derfor betaler det sig at belønne din hund

Dyyyyygtig! Derfor betaler det sig at belønne din hund

Vuffeli hundeblog

Når vi belønner vores hunde for den adfærd, vi ønsker, skaber vi et stærkt bånd og en selvsikker hund. Denne metode kaldes også positiv forstærkning. Gå fuld hundenørd i metoden og få hemmeligheden bag den helt rigtige træningsgodbid lige her. 

Det går ikke mange hundeejeres snude forbi, at der kan være mange holdninger til hundetræning. Alt fra hvor ofte, hvordan og hvor meget diskuteres flittigt på Facebook og i hundeparken. 

Den træningsmetode, vi i Vuffeli gerne vil give en høj pote, kaldes også positiv forstærkning. Og det er ikke helt tilfældigt – flere studier viser nemlig, at det er en træningsmetode, der giver hunde selvtillid samt skaber et stærkt bånd til deres ejer. 

Regitze Acacie har siden 2009 drevet hundetræningsskolen, KøbenhavnerSnuden. Her lærer hun hundeejere og -trænerne om teorien og praktikken bag den positive forstærkningsmetode. Ifølge hende handler det nemlig om at skabe et rum, hvor hunden både er hamrende motiveret til at lære samtidig med, at den føler sig tryg ved at fejle. 

Vuffeli hundeblog

Hverdagen er en træningssituation for hunden – husk at belønne det 

Når vi taler om hundetræning, er der mange, der forestiller sig en træningsplads eller en agility-bane. Men det behøver slet ikke at være så opstillet før, at vi har en ideel træningssituation for hunden – det er et princip, Regitze Acacie arbejder meget med: 

“Hunden lærer hele tiden, også selvom vi ikke har godbidstasken på os. Den helt almindelige gåtur er en oplagt træning for hunden. Uanset om man vil træne lydighed, rally, tricks eller almen hverdagslydighed, handler det altid om dét, der også kaldes shaping. At shape betyder, at vi former en adfærd i den retning, vi gerne vil have den. I starten belønner vi for alle små trin i den rigtige retning, og så vil vi undervejs begynde at gøre vores ønsker mere præcise.. Vi deler altså øvelsen op i en masse små trin og klarer et trin sammen med hunden af gangen. Så hele humlen ligger i at vi trinvist samarbejder og belønner rigeligt undervejs, fordi det skaber motivation, lyst og glæde hos både hund og ejer”, fortælle Regitze og fortsætter:

“Hvis vi skal gå helt hundenørd i den, så kan man betragte positiv forstærkning ud fra en matematisk tilgang. Det handler om, at man tilføjer noget til hunden, som den virkelig godt kan lide. Det kan være en godbid, et legetøj, ros med ord, nus eller noget helt femte. Der er også en træningsmetode, der fokuserer på positiv straf. Her tilføjer man i stedet noget, som hunden ikke bryder sig om, når den gør noget, vi ikke ønsker”. 

Hvilken træningsmetode er den mest effektive? 

“Det er egentlig et spørgsmål, jeg gerne vil udfordre lidt; fordi effektivt i hvilken forstand? Mange vil nok opleve, at hvis man straffer en hund, så er det enormt effektivt, fordi hunden med det samme makker ret. Men det man skaber er en hund, der forbinder træningen med noget potentielt ubehageligt. Ligesom klasselæreren, der gør grin med eleverne. Så får man ikke særlig meget lyst til at række hånden op. Hunden ender med at blive demotiveret og sværere at træne på længere sigt, fordi den skal adlyde os af frygt for “hvad hvis nu, det her sker”. 

Hvis man i stedet fokuserer på at træne med positiv forstærkning, skal man indlære helt små trin lidt af gangen og gradvist hæve kriterierne for, hvornår der falder en belønning. Når man stiller krav til hunden, som den kan udføre og belønnes for, så opbygger man dens selvtillid samtidig. Ligesom når man på sin arbejdsplads oplever at blive udfordret og løser en opgave. Det giver empowerment og succesoplevelser. Men det tager også længere tid, så det kan automatisk virke mindre effektivt. Men hunden tænker i stedet “hvordan kan jeg løse den her opgave?”. Hvordan en hund er blevet trænet, bliver det også afspejlet i dens kropssprog. Det er meget tydeligt at se, om den er demotiveret og bange eller nysgerrig og motiveret”. 

Den helt rette belønning 

Hvordan finder man den helt rigtige belønning til sin hund? 

“Den rette belønning afhænger meget af, hvad det er, man træner med sin hund. Men som hovedregel er det altid en god idé at variere sine belønninger for at overraske hunden og sørge for at reservere de bedste belønninger til det sværeste arbejde. Det er stor forskel på den belønning, jeg vil bruge hjemme i stuen kontra, hvis vi er ude i et helt nyt miljø. Og apropos miljø – det kan man også bruge som belønning! Hvis ens hund enormt gerne vil løs i hundeskoven, kan man bruge præcis dét som belønning. Det er en gratis belønning, som jeg oplever, at mange hundeejere glemmer”, fortæller Regitze Acacie. 

Hvilke spiselige belønninger egner sig bedst til træning?

“Når man træner, er det vigtigt, at hunden hurtigt kan spise det. Så sørg for at de er bløde og små nok, så de passer til hundens størrelse. Derudover er det også smart at tage lidt forskellige smagsvarianter med til træningen, så man er helt sikker på at holde hunden interesseret. Jeg plejer også altid at berolige mine kursister, fordi mange tror, at de altid skal give deres hunde mange godbidder. Tricket er, at hunden har en omvendt lønkurve: i starten skal vi belønne dem rigtig meget, fordi det er nyt og svært. Men i takt med at den bliver mere rutineret, og adfærden bliver indlært, skal vi nedtrappe belønningen. Så sørg for at have den tunge godbidspose med, hvis I arbejder med noget, der er hamrende svært – det kan betale sig i den lange ende”. 

Vuffeli har lanceret 6 nye Soft Treats – godbidder der egner sig særligt godt til træning. Tilføj dem til din næste ordrer inde på din brugerprofil. 

0 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *