Forside » Hundeadfærd » Kærlighed på fire ben: Sådan ved du, om din hund elsker dig

Kærlighed på fire ben: Sådan ved du, om din hund elsker dig

hund og ejer kigger på hinandenVuffeli hundeblog

Du knuselsker din firbenede bedste ven, og den kigger længselsfuldt på dig. Men hvordan ved du egentlig, om din hund nu også elsker dig? Hunde har flere måder at vise deres kærlighed på. Læs med, og få svaret her.

Hunden er menneskets bedste ven, men hvem er hundens bedste ven?

Vejen til din hunds hjerte går ikke kun gennem maven. Hunde er af natur loyale, empatiske og beskyttende. De er helt ligeglade med dit morgenhår, og hvordan det går på arbejdet.

Hvis du sørger for at værne om din hunds behov og helbred med daglig aktivering, sund ernæring, lederskab og positiv kontakt og opmærksomhed, vil du forbedre din hunds livskvalitet og få masser af kærlighed retur.

Det er vigtigt at være opmærksom på din hunds kropssprog for at kunne afkode dens signaler. Din hund viser sin kærlighed med handling – et bjæf, et blik eller en bevægelse – ikke med ord.

Din hunds adfærd vil derfor afsløre, hvordan din hund har det, og hvad den synes om dig.

Læs også: Alt det du bør vide om hundeadfærd

6 tegn på at din hund elsker dig

1. En logrende hale

Du ved sikkert, at en logrende hale ofte er tegn på en glad hund. Bløde og lange, sidelæns eller cirkulære halebevægelser indikerer kærlighed. Måske skal der ikke mere til end lyden af din stemme eller dit navn, før din hunds bagparti bevæger sig, fordi den ganske enkelt nyder dit selskab.

2. Den evige gensynsglæde

Din hund bliver glad for at se dig. Altså rigtig glad – som i næsten for meget nogle gange. Den giver dig en varm og energisk velkomst, når du kommer hjem, uanset om du har været væk i to timer eller to dage.

3. Din hund slapper af i dit nærvær – helt af

Kommer din hund hen til dig for at læne sig tæt op ad dig, eller for at hvile sit hoved på din fod eller i dit skød, så er den tryg i dit selskab. Hunde, der kan få pulsen ned i nærheden af deres mennesker, er glade, trygge og tilfredse.

4. Din hund søger øjenkontakt

Når din hund kigger på dig med missende øjne og et roligt blik – det man kalder bløde ansigtstræk – så er det et tegn på hengivenhed, og at din hund virkelig holder af dig. Faktisk kan det sammenlignes med, når mennesker er forelskede.

5. Din hund sover med blottet mave

Sover din hund med blottet mave i dit nærvær? Det er et tegn på total tillid. I denne stilling har hunde nemlig svært ved at komme hurtigt på benene. En utryg hund ville være anspændt og opmærksom og have fokus på at kunne komme hurtigt væk.

6. Din hund kommer med legetøj eller mad

Sharing is caring. Deler din hund sine glæder med dig, så er det en kæmpe kærlighedserklæring. Hvis din hund uopfordret afleverer en oversavlet tennisbold i dit skød eller lægger sit yndlingskødben eller en slidt hjemmesko for dine fødder, så husk, det er det mest værdifulde, den har. Fordi hunde ofte vokser op i et kuld, lærer de fra en meget tidlig alder, at de skal beskytte deres mad og holde på deres legetøj, for at de andre ikke stjæler det. Se det derfor som et tegn på tillid, når din hund betror dig sit kæreste eje.

Læs også: Kender du din hunds kropssprog? Her er 100 signaler, din hund kommunikerer med

Er din store kærlighed en jæger, en hyrde eller en sovetryne?

Karakter og egenskaber er forskellige fra race til race og ikke mindst fra hund til hund. Din hunds kærlighedssprog kan variere, afhængig af, om du har en jæger, en hyrde, en sovetryne, en vandhund eller en sofahund.

Hundenes unikke, finurlige personligheder og deres individuelle træk kommer til udtryk på hver deres måde – og det er lige netop det, vi elsker dem for.

Hvordan viser din hund sin kærlighed?

Exit mobile version