Hvad betyder min hunds opførsel? Sådan lærer du din hund bedst at kende

hunde leger sammen på græs

Har du nogensinde undret dig over, hvad din hunds opførsel betyder? Har du oplevet at din hund har gjort noget du ikke rigtig forstod? I denne her guide vil vi hjælpe dig med at lære din hunds opførsel bedre at kende, så du kan kommunikere effektivt med din firbenede bedste ven. I denne her artikel vil du finde information om hvad du skal gøre når:

Hvorfor skal jeg lære at forstå min hunds opførsel? 

I takt med hundens stadig voksende status som hjælper, kæledyr og familiemedlem er der i højere grad behov for, at vi som mennesker, lærer at forstå hvad de “siger”. Vi har længe været optaget af at lære dem at forstå os, så vi kan få lydige hunde og få dem tilpasset til vores liv, men tænk hvor meget stærkere båndet og kommunikationen mellem hund og ejer kunne blive, hvis du også lærte at forstå din hund tanker og dermed kunne forstå hvornår det giver mening for dig at forvente forskellige ting af den og hvad der giver anledning til dens opførsel.

Det mest åbenlyse råd man kan give til en ny hundeejer er, at hunde ikke er mennesker. Det lyder umiddelbart, som noget der er helt unødvendigt at gentage, men min erfaring siger mig at det ikke er helt så åbenlyst, når man står i en svær situation og hvor kommunikationen mislykkes mellem hund og ejer. 

9 ud af 10 hundeejere oplever en form for tvivl eller frustration over deres hunds adfærd, som vi mennesker har kaldt “adfærdsproblemer”. Men er det i virkeligheden problemer i hundes adfærd eller er det bare en naturlig adfærd, som vi finder problematisk? 

I følgende artikel vil jeg forsøge at give en naturlig forklaring på nogle af de mest almindelige problemer vi oplever med vores hundes opførsel i dagligdagen, så du måske kan udvide din forståelse af hvorfor din hund gør som den gør og besvare spørgsmålet “hvad tænker min hund egentlig lige nu?”

Læs også: Derfor er hundetræning så vigtigt

hund ligger i sofaen

Din hund følger dig overalt 

Hunde er flokdyr, det kan vi tydeligt se på deres forfædre, ulveflokken, hvor hunde jæger, sover, leger og spiser sammen. Domesticerede hunde opfatter deres familier som deres flok. Selvom de ikke er nødsaget til at kæmpe for føde og overlevelse på samme måde længere, er deres måde at agere i flokken et instinkt der hænger ved. 

Helt simpelt vil det sige, at der er ledere og følgere. Lederen må gå fra flokken, lederen spiser først og lederen bestemmer hvem der hvad og hvornår. 

Vil det sige, at jeg er leder for min hund? 

Ja – i jeres hus er det det samme. Din hund er en del af din flok og hvis den skal føle sig tryg i et liv langt væk fra dens natur, er det vigtigt at den har en stærk og troværdig leder der kan fortælle den hvad der er ønsket og uønsket adfærd. Når din hund følger dig er det derfor umiddelbart et godt tegn, men der bør være grænser. 

Hvorfor er lederskab vigtigt for min hund? 

Hvis du er lederen i forholdet mellem dig og din hund, betyder det at din hund stoler på at du kan gå alene. Er du omvendt en følger, må du ikke gå alene (naturens regler) og hunden vil derfor kalde på dig, ved at gø eller pive, prøve at komme hen til dig ved at kradse på døren eller blive bange når du forlader flokken eller hjemmet. 

Hvad kan jeg gøre for at vise lederskab? 

Al initiativ skal komme fra flokkens leder, altså dig, og det betyder at hvis du beder din hund om at lægge sig og lade dig være, skal den ikke selv tage initiativ til at følge efter dig alligevel, men respektere din personlige plads. Hvis du derimod inviterer den til at gå med, f.eks. på en gåtur, skal den omvendt heller ikke lægge sig eller gå sin egen vej. Begge dele er tegn på at din hund har overtaget stillingen som leder og derfor selv er begyndt at træffe beslutninger i stedet for at følge dine. 

hund og ejer kigger på hinanden

Du bliver en god leder ved at: 

  • Påtage dig alt ansvar og give din hund tryghed og sikkerhed
  • Sørge for at du fodrer din hund og fjerner maden igen 
  • At du altid selv spiser før du fodre din hund, mad er et ekstremt stærkt signal og for os mennesker den nemmeste genvej til lederskab.
  • At din hund går bag dig, både når du møder nye miljøer, hunde og mennesker eller forlader dem. 
  • At du ignorere al uønsket opførsel og viser vejen til den ønskede opførsel
  • At du aldrig flytter dig for din hunds skyld, hvis den ligger i vejen så må den føje sig for dig. Hvis du skal gå ud af din vej for at komme rundt om din hund, har den taget lederskabet i den givne situation. 
  • Inviter din hund ind i seng eller sofa eller til klap og kæl og afvis når den kommer selv. 

Jo flere gange du lader den følge dig, hvor du ikke har bedt den om det, eller lader den lade være når du beder om det, jo mere vil din hund finde ud af, at den kan styre slagets gang og det kan give anledning til andre problemer såsom at din hund trækker i snoren på gåture, at den piver om natten, at den ikke kommer når du kalder eller at den begynder at blive aggressiv overfor andre mennesker. Alt dette stammer fra en usikker eller ikke eksisterende leder. Hunden skal ikke træffe beslutningerne, og den har det meget bedre, som partner i dit liv, hvis den får lov at lade være. 

Du kan altså hurtigt få svar på hvordan du lærer din hund at gå i snor, hvorfor din hund knurrer eller hvordan du beroliger en nervøs hund, ved at kigge på dit eget lederskab af hunden. 

HUSK
Nogle ting du kan spørge dig selv om er: 
-Giver du din hund klare retningslinker?
-Træner du jeres kommunikation, altså de gængse kommandoer, der giver dig adgang til at vejlede din hund?
-Afspejler du selv den tilstand du gerne vil have at din hund forholder sig i?

Din hund sover meget 

Hunde har ikke samme søvnrytme som mennesker, men de har mindst lige så stort behov for at sove som vi har. Den gennemsnitlige hund sover omkring 13-16 timer i døgnet, nogle helt op til 18 når de er i voksealderen. Til sammenligning, sover det gennemsnitlige menneske omkring 8 timer i døgnet. 

Hundes søvn er samtidig med at være mere end menneskets også fordelt på en markant anderledes måde. Hunde tager sig gerne en lur flere gange om dagen, og sover generelt med meget kortere intervaller end os mennesker. Dette betyder også at de ofte kan risikere at være vågne om natten, mens vi får os vores sammenhængende og regelmæssige dybe søvn. 

Min hund sover alt for meget, hvad er der galt?  

Aktivitetsniveauet hos hunde af forskellige racer er meget forskelligt, og varierer tillige meget alt afhængig af deres alder. Unghunde i voksealderen og senior-hunde der er kommet op i årene, skal have flere timers søvn end en stærk og energisk unghund i sin bedste alder og kan derfor sove helt op til 20 timer om dagen. Derudover er der kæmpe variation ikke bare fra race til race, men også mellem de individuelle hunde. 

En golden retriever kan både være en hårdtarbejdende og energifyldt jagthund, eller en rolig familiehund. Dette skal man være opmærksom på, når man anskaffer sig hunden. Avleren vil typisk, ud fra hvalpens forældre og fra dens opførsel de første 8 uger, kunne sige lidt om, hvad man kan forvente af energi niveau fra den enkelte hund. 

Andre ting der kan have indflydelse på din hunds søvnbehov er din livsstil. Er hunden meget inaktiv fordi den er mange timer alene, kan den ikke foretage sig ret meget andet end at sove, mens du er væk. Er hunden med rundt hele dagen, eller har den selv et vigtigt arbejde at udføre, vil den højst sandsynligt bruge alle andre af døgnets timer på at sove, fordi den er blevet stimuleret godt i sine vågne timer. 

Ligesom for mennesker, er søvnen for hunde også bedst når de er både fysisk og mentalt trætte. En understimuleret hund kan blive ængstelig og rastløs. 

hund ligger i tæppe og sover

Din hund virker nervøs

Hunde der er meget nervøse eller urolige, har en tendens til ikke at ville hverken spise eller drikke. Dette finder man typisk ud af når man efterlader sin hund alene hjemme, og den nærmest hopper med hovedet først ned i vandskålen når man kommer hjem. Hvis din hund viser tegn på ængstelighed når du forlader den, eller når du sætter den i nye situationer, kan det være en god ide at træne din hunds selvstændighed og selvsikkerhed. 

Læs også: Er min hund ked af det?

Hvordan øger jeg min hunds selvtillid?

Lav øvelser der lærer din hund at arbejde selvstændigt. Hunden løser opgaven uden dig. Dette kunne f.eks. være sporarbejde eller agility. 

Afbryd aldrig din hund når den sover eller er beskæftiget alene, med mindre den gør noget den ikke må. 

Beløn din hund for at blive liggende når du ikke har bedt om kontakt. 

Giv aldrig efter når din hund tigger om opmærksomhed eller tager initiativ til opmærksomhed, ved f.eks. at hoppe op eller at skubbe til dig med sin pote. 

Lad din hund gøre noget før den får en belønning, den skal bruge sit hoved og løse en opgave, det gør din ros mere værd. 

De ovennævnte øvelser er nogle der skal implementeres i hundens daglige liv, og på sigt vil give dig en mere rolig og afbalanceret hund. Oplever du en specifik situation hvor din hund er angst, skal der selvfølgelig også selvstændigt arbejdes på denne. 

Hvordan kan jeg berolige en ængstelig hund?

Gå altid langsomt frem. Du er lederen for en hund, ikke for et rationelt menneske. Derfor skal du fra din hunds perspektiv holde den tryg og sikker. Gå altid foran ind i svære situationer, og tag gerne to skridt frem og et tilbage indtil situationen mister sin nyhedsværdi og bliver til hverdag. 

Beløn kun din hund når den er rolig. Du må gerne være der, og sætte dig ned tæt ved din hund, når den bliver nervøs, men du skal ikke snakke til den, som du ville snakke til et barn, hvis de bliver forskrækket og du skal forsøge at forklare at det er okay. Hvis du bruger en sød tone, tror hunden at den bliver rost for at være nervøs. En hund forstår ikke de ord du bruger, når du siger “Så så du skal ikke være bange”, med mindre at du har indlært dem ved en kommando. Den forstår til gengæld dit toneleje og dit kropssprog, så den kan komme til at forveksle det at du aer den beroligende og siger “så så”, med at du aer den sødt og siger “det var godt, du er dygtig”. Derfor er det vigtigt at du sender et klart signal om at den skal fjerne sig fra situationen, og at du tager over på al kommende handling. 

Forhold dig helt i ro og forbliv stille. Brug eventuelt i svære situationer et knips eller et lille fløjt til at få din hunds opmærksomhed, så den kan se i dine øjne at du er rolig. 

Vent med at gå videre til din hund har normaliseret det første skridt i har taget sammen.

hunde går tur i snor

Din hund trækker i snoren

Den ovenstående øvelse, til at berolige din hund, kan også bruges til at øve at gå i snor eller bare at gå forbi nye “skræmmende” ting med din hund. Start inde i huset med en line og lær din hund at hver gang linen eller snoren strammer, så skal de give efter for snoren og ikke spænde imod. Det er allerførste skridt. 

Hvordan kan jeg vænne min hund af med at trække i snoren?

Hold en godbid i den ene hånd og lav et lille træk i snoren med den anden. Brug godbidden de første par gange til at lokke hunden til at gå mod trækket. Hold trækket indtil hunden bevæger sig mod godbidden og giv derefter straks efter. De her øvelser kan sagtens bruges selvom din hund har gået i snor og trukket dig ned af fortovet i mange år. Her kan det faktisk være en fordel at starte helt forfra. 

Hold derefter fast i at din hund skal gå bag dig eller på dit initiativ gå foran. Det er ikke hensigtsmæssigt for jeres forhold at din hund får lov at træffe beslutninger om hvor i går hen eller hvornår i stopper. Det er dine beslutninger der gælder. Lav øvelserne indendørs først, derefter udendørs lige foran huset, og så lidt længere væk fra huset, osv. indtil jeres øvelse med at give efter for snoren ved at stoppe eller gå tilbage mod trækket er helt stabil. 

Læs også: Hvordan lærer jeg min hund at gå i snor?

Din hund vil ikke gå tur

Der findes næsten kun en ting der er mere frustrerende end en hund der trækker armen af en
– en hund der slet ikke gider gå. Årsager til dette kan være: 

  • At din hund har smerter i led eller mave, og dermed synes det er direkte ubehageligt at bevæge sig for meget
  • At din hund er blevet overvægtig, og derfor har problemer med at holde energien oppe til en gåtur
  • At din hund er blevet bange for specifikke omgivelser, oplevelser med andre hunde eller mennesker eller reaktioner fra dig på en tidligere gåtur
  • At din hund ikke får det rette foder, og derfor ikke trives og har den energi den burde have. At give sin hund den rigtige kost er ekstrem vigtigt for velvære, udvikling og energiniveau!

Hvis du mistænker at din hund har et af disse problemer, så kontakt straks en dyrlæge.

En anden grund til at hunde ikke vil gå tur, kunne være at dine gåture er for ensformige eller for oplevelsesrige. Hvis du hver eneste morgen og aften går samme tur med din hund, for den ikke længere stimulus af lugte og omgivelser. Dette kan resultere i manglende motivation til at komme ud. 

Omvendt er det vigtigt at din hund ikke føler sig stresset eller overvældet ved hver eneste gåtur, så den ikke “frygter” hvad der venter den når den træder uden for døren. Find en balance der passer til din hunds temperament, mellem at møde nyt og at finde tryghed i det genkendelige. 

Hvordan undgår jeg, at min hund skal ud midt om natten? 

Renlighedstræning er en ting mange er meget opmærksomme på i deres vågne timer, når de får en lille ny hvalp. Der er dog ikke mange der tænker over at deres hund sover i korte intervaller, både dag og nat, og at man derfor faktisk næsten i døgndrift skal være opmærksom på at hjælpe dem til at holde sig. 

Nogle gode tips til at hjælpe din hund med at holde sig om natten:

  • Undgå at fodre for sent om aftenen
  • Undgå at give din hund for meget vand inden sengetid
  • Sørg for at aktivere din hund godt inden sengetid, så den er både fysisk og mentalt træt, og har haft gode muligheder for at eliminere
  • Luk altid din hund ud som det sidste inden du hopper i seng, og som det første når du vågner

Hvordan undgår jeg at min hund søger opmærksomhed om natten?

Hunde er vågne i 8-10 timer om dagen, hvor de skal spise, tisse, lege, motionere, mentalt stimuleres og få deres daglige dosis kærlighed. 

Daglig kontakt er utrolig vigtigt for din hunds velvære. Hunden er som tidligere nævnt et flok dyr, med mange sociale kompetencer, men den kloge og sociale hjerne, kan også medvirke at din hund finder ud af at den kan få din opmærksomhed ved at udvise en bestemt opførsel, som f.eks. at pive, gø eller hyle om natten for at vække dig. Får hunden succes med denne uhensigtsmæssige adfærd flere gange, vil det efterhånden blive en rigtig dårlig vane, der ødelægger din og dine naboers nattesøvn uge efter uge. 

Husk at dække din hunds behov inden sengetid

Det er selvfølgelig vigtigt at man husker, at det ikke er alles livsstil der er egnet til at anskaffe sig en hund. Hunde kræver tid og energi og det skal man selvfølgelig give dem, før man på nogen måde kan forvente at hunden kan slappe af og falde til ro. Igen er du hundens leder og derfor skal du sætte dig ind i, hvordan du kan være foran hunden og diktere dens behov og dine behov med en passende balance. 

En hund der hyler om natten, skal derfor ikke have opmærksomhed når den hyler, for der er det på hundens initiativ, men du skal som ejer vide at din hund måske er understimuleret og rastløs. Du kan derfor med fordel begynde at lave flere træningsøvelser mellem hverdags handlingerne i hjemmet, eller stå lidt tidligere op, så din hund kan få den ekstra gåtur inden du tager på arbejde.

Er min hund syg?

Hvis grunden til at din hund sover dårligt om natten, eller sover for meget om dagen er sygdom, skal du selvfølgelig kontakte en dyrlæge. Tjek dog med fordel først om der er andre tegn på sygdom hos din hund. Det kan være den ikke drikker nok, det kan være den ikke spiser som den plejer, at den klør sig hele tiden eller at du på anden måde mærker en markant ændring i dens adfærd. 

Læs også: Hvordan ved jeg, om min hund er syg?

0 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *