Forside » Hundeadfærd » Ny hundehvalp? – Få en god start [Guide]

Ny hundehvalp? – Få en god start [Guide]

hund og babyVuffeli hundeblog

Overvejer du at byde en hundehvalp velkommen i familien? Eller er du så heldig, at der netop er flyttet en lille hvalp ind hos dig? Læs med her, og få gode råd til, hvordan du får den bedste start på livet med dit nye firbenede familiemedlem.

10 tips til dig og din hundehvalp

1. Sæt tid og tålmodighed af

Når du får din hvalp hjem, skal du huske på, at alt er nyt for den. Den har kun været vant til at være sammen med sin mor og sine søskende, og er pludselig blevet flyttet til helt nye omgivelser med nye mennesker. Det tager tid for hundehvalpen at lære de nye omgivelser med alle de nye dufte, nye mennesker og nye forventninger at kende.

En hvalp skal lære, hvordan den omgås andre hunde og mennesker, og hvordan den begår sig i verden. Det er det, man indenfor hundetræningsverdenen kalder socialisering og miljøtræning. Det handler om at vænne sin hvalp til nye situationer, lyde og mennesker, at lære den at tolere nye indtryk og gøre den tryg i forskelligartede situationer. Det klæder den godt på til at kunne håndtere de mange forskellige oplevelser, som livet med os mennesker byder på.

Derfor er det vigtigt, at du – især i starten – har god tid til at bruge en masse timer sammen med din hvalp. På den måde kan den lære at blive tryg i sine nye omgivelser, og I kan finde en god rytme og knytte et tæt bånd. Det er også vigtigt, at du har god tid til at træne alene-hjemme-træning i hvalpens tempo.

2. Gør hjemmet hvalpeklar

Inden du byder din hvalp velkommen, er det en rigtig god idé at sikre, at du har alt det udstyr, du skal bruge. Det gælder blandt andet foder, hvalpesikkert legetøj, tæpper, hundeposer, halsbånd, snor og eventuelt sele, godbidder og kurv.

Sørg også for, at der er frisk vand samt noget blødt at sove i. Hvis du har fået et tæppe eller andet med fra opdrætteren, som dufter af hvalpens mor, kan du med fordel placere det i hvalpens kurv. Sørg for, at hvalpen har et område, det kunne for eksempel være dens kurv, som ses som et helle, hvor hvalpen kan finde ro. Dette skal alle i familien respektere – både voksne og børn.

Forbered et sted i huset, hvor din hvalp kan være uden opsyn, når du går på toilettet, er i bad, laver mad, når den sover og på sigt også, når den skal lære at være alene hjemme. I den slags situationer er det en god idé at dedikere et afgrænset område til hvalpen. 

Om det er et separat rum eller en hvalpegård i stuen, køkkenet eller soveværelset er helt op til dig, men det skal være et sted, hvor der er plads nok til, at din hvalp kan bevæge sig, sove trygt og samtidig have uheld. Samtidig er det hensigtsmæssigt, at området ikke er så stort, at hvalpen bliver utryg. 

For at undgå at din nye bedste ven ender i en farlig situation – eller at dit hjem kommer til at se ”farligt” ud – er det vigtigt at hvalpesikre hjemmet. Hvis din hund tygger på det forkerte, sluger smådele eller vælter noget ned over sig, kan det blive farligt.

Sørg for, at skarpe genstande, giftige planter, skrap kemi og så videre er langt uden for hvalpens rækkevidde. Fjern også særligt skrøbelige ting i hundehøjde – du kan nemlig nemt risikere at få fejet kaffekopperne af stuebordet af en logrende hale eller en nysgerrig snude.

3. Lad hvalpen gå på opdagelse under opsyn

Når hvalpen kommer ind i huset for første gang, er det vigtigt, at en i familien har ansvaret for at holde øje med den. En hvalp vil hurtigt kunne ende i problemer, hvis den efterlades uden opsyn.

Gå med din hvalp rundt i huset, og lad den gå på opdagelse i sit nye hjem og alle de mange indtryk. Husk på, at alt er nyt for hvalpen, og hvalpen kan støde på ting, som den aldrig har stiftet bekendtskab med før. Det gælder alt fra støvsugeren og børnenes legetøj til katten i haven. Tag det i hvalpens tempo, så den langsomt kan vænne sig til alle de nye indtryk. Og vis den hen til sin soveplads, når den er ved at være træt.

4. Kom godt i gang med renlighedstræning

Renlighed er en vigtig milepæl og står meget forståeligt øverst på mange hvalpeejeres liste. Din hvalp ved ikke, at toiletbesøg kun foregår, når I går tur, eller måske ude i haven, og den ved heller ikke, hvordan den skal fortælle dig, når det er tid.

Start med at vise hvalpen de udendørs omgivelser, hvor den skal gå på toilettet til daglig. Sørg for at belønne hvalpen massivt for at tisse eller besørge på dette sted. Der er god grund til at være ekstra gavmild med rosen og de ekstra lækre godbidder.

Husk, at langt de fleste hvalpe kommer til at have uheld indendørs, og det er helt normalt. Renlighedstræning tager tid, og det kommer også an på hvalpens tidligere erfaring hos opdrætteren.

En god tommelfingerregel er at tage din hvalp med udenfor hver gang den har spist, leget, drukket og sovet.

Hvis ikke man har en have, kan det være en fordel at finde et afskærmet område uden for mange forstyrrelser, som kan blive hvalpens faste tissespot. Start og slut hver tur med at gå over på området og afvent, at hunden gør, hvad den skal. Husk at være tålmodig, da det sagtens kan tage et stykke tid før hvalpen kommer i tanke om, at den skal tisse – især hvis det er koldt, eller hvalpen har fået færten af noget nyt og spændende.

5. Beløn den ønskede adfærd

Hvis du vil lære din hvalp nye færdigheder, er det yderst vigtigt, at du sætter den op til succes. Det gør du ved at kontrollere hvalpens miljø, således at du forebygger uønsket adfærd og øger chancen for, at hvalpen udøver den adfærd, som du ønsker. Fjern for eksempel skoene i hvalpehøjde og læg i stedet et hvalpelegetøj, som hvalpen kan blive rost og belønnet for at tygge i.

Husk at hunde udøver den adfærd, som kan betale sig. Fokusér derfor på at belønne al ønsket adfærd, som hvalpen udøver. Det kunne for eksempel være at ligge roligt i sin kurv eller have alle fire poter i jorden. Hav altid gerne godbidder i lommen eller i skåle rundt omkring i hjemmet, så du hurtigt kan belønne hvalpen for ønsket adfærd.

6. Få ro på nætterne

Hvalpe har det med at skulle tisse om natten, da de ikke kan holde sig. Det er noget, man som ejer skal være indstillet på. Det kommer dog an på, hvilken erfaring de har fået hos opdrætteren.

Hvis en hvalp skal ud og tisse om natten, vil den ofte blive urolig, måske begynde at pive og begynde at gå rundt og snuse for at finde et godt sted at tisse. Her gælder det om at være hurtigt og få lukket hvalpen ud inden uheldet er ude.

Det kan resultere i, at man står i nattøj nede på gaden kl. 2 om natten, og det er en del af livet som hvalpeejer. Jo flere successer hvalpen har med at tisse udenfor og blive belønnet for det, jo hurtigere vil renlighedstræningen gå.

Når du står op med din hvalp, skal du ikke tænde for meget lys eller lave for meget larm. Igen, skal du vise vejen med den opførsel, du ønsker, at hvalpen skal udvise. Om natten vil du ikke have, at den står op og leger, spiser eller larmer. Derfor skal der være helt ro i dig, når du er ude med din hvalp om natten. Den skal bare på toilettet og så ind og sove igen.

Sid gerne ved din hvalps sovested med en rolig hånd nede hos den, til den naturligt falder i søvn igen. Dette kan, de første nætter, tage alt fra to minutter til en time, men giv ikke op.

7. Vær opmærksom på hvalpebideri

Skarpe hvalpetænder og blivende tænder, der ovenikøbet også klør, når de vokser ud, kan gå ud over dine møbler og andre ting i hjemmet. Vær derfor forberedt på, at din hvalp kan finde på at bide i legetøj og ledninger såvel som pivedyr og paneler.

En legesyg og nysgerrig hundehvalp kan se en underholdningsværdi i det meste. Og ligesom babyer undersøger de verden ved at putte alting i munden. Dette er også en ting, man skal være super opmærksom på, da dette både kan være med til at give dem dårlig mave og være direkte farligt for dem.

Hvis ting sætter sig fast i spiserøret, eller hvis de bliver forgiftet, ved at spise ting de ikke kan tåle, kan det resultere i en tur til dyrlægen, hvis ikke man er opmærksom.

Når hvalpen er 14-20 uger, vil den typisk begynde at tabe sine mælketænder, og dens voksentænder vil begynde at vokse frem. I forbindelse med tandskiftet vil hvalpens gummer typisk klø, og du vil derfor kunne opleve, at din hund bider og tygger mere i ting, end den plejer.

Læs også: Min hvalp bider i alt

8. Sæt fokus på alene-hjemme-træning

Det kan være en god idé at starte alene-hjemme-træningen allerede et par dage efter hvalpens hjemkomst. Husk, at hvalpen aldrig har prøvet at være alene, og dét at være adskilt fra sin familie er en færdighed, som den skal lære.

I starten kan træningen blot bestå af, at du går ud af rummet i et splitsekund, mens hvalpen ligger i sin hvalpegård, og herefter går ind igen. Husk at opføre dig, som du plejer, da du ønsker at signalere til hvalpen, at der er ingen grund til bekymring. Alt efter hvordan din hvalp reagerer, kan du begynde langsomt at øge tidsrummet. Det kunne for eksempel være at gå ud med skraldet eller gå på toilettet, uden hvalpen kan gå med.

Husk, det overordnede mål med alene-hjemme-træningen er, at gøre hvalpen tryg ved at være adskilt fra dig. Det allervigtigste med træningen, er derfor at undgå, at hvalpen begynder at blive utryg. Hvis din hvalp begynder at pive, hyle eller gø, når den er alene, skal du tage det som et tegn på, at du er gået for hurtigt frem, og det er derfor en god idé at gå et par skridt tilbage i træningen.

Læs også: Hvordan lærer jeg min hund at være alene hjemme?

TIP
Lad være med at lave gemmeleg, hvor din hvalp skal finde dig, når du er indendørs. Selvom det kan virke uskyldigt, kan de være meget ubehageligt og trygt for hvalpen, at du lige pludselig er væk, og det kan give tilbagegang i alene-hjemme-træningen.

9. Få gode oplevelser på gåturene

De første par måneder af hvalpens liv handler gåturene ikke så meget om motion, men mere om at hvalpene skal lære verden at kende, med alt hvad det indebærer af dufte, lyde, andre hunde og mennesker og fænomener som for eksempel regn.

Der er stor forskel på, hvor modige hvalpe er i den første tid, og det er vigtigt at introducere nye oplevelser i hvalpens eget tempo, for at hjælpe den til at blive tryg i forskellige situationer, så den kan samle sig en masse positive erfaringer.

Læs også: Hvor meget motion skal hvalpen have?

10. Kom godt fra start med træning og samarbejde

Når det gælder hvalpetræning, er noget af det absolut vigtigste at kan lære din hund, at det er sjovt og attraktivt at samarbejde med dig. For at du kan lære din hvalp alle de færdigheder, du ønsker, kræver det netop, at din hvalp lærer, at det kan betale sig at vælge dig til og vælge andre indtryk fra.

Sørg for at sætte din hvalp op til succes i træningen. Det gør du ved at træne positivt, hvor du belønner for al ønsket adfærd og ignorerer uønsket adfærd. Tænk gerne et skridt foran hvalpen, så du kan forebygge uønsket adfærd. Det kan for eksempel være at fjerne planterne fra hvalpehøjde, så du undgår at hvalpen får til vane at bide i dem.

Når du skal i gang med at lære din hvalp en ny øvelse, så sørg for at træne et sted med så lidt forstyrrelser som muligt. Det gør det nemmere for hvalpen at holde fokus på dig og opnå succes i træningen.

En anden vigtig ting er at finde den type belønning, som din hvalp vægter højt. Nogle hvalpe bliver mest motiveret af en smagfuld godbid. Andre vil langt hellere blive belønnet med en sjov trækkeleg med ejer. Tænk også over at holde træningssessionerne korte i starten, således at din hvalps motivation for at træne bevares.

Det kan være en god idé at melde sig til et fysisk hvalpetræningshold. Det er både sjovt for hvalp og ejer, og det er en god mulighed for at socialisere din hvalp blandt andre hvalpe

Der findes også hundetrænere som tilbyder “hvalpeleg”, hvor hvalpene kan få lov til at lege med hinanden under opsyn af en hundetræner. Positive erfaringer med andre hvalpe af forskellige racer, størrelser og temperamenter gør den bedre rustet til at møde og kommunikere med andre hunde.

Exit mobile version