Forside » Hunderacer » Cavalier king charles spaniel: Den lille selskabelige spaniel

Cavalier king charles spaniel: Den lille selskabelige spaniel

Vuffeli hundeblog

Den lille hund med de store, udtryksfulde øjne er et særdeles populært familiemedlem. Cavalieren er kendt for at være både venlig og loyal. Vidste du, at hunderacen også har royale forbindelser? Læs med, og bliv klogere på den kærlige selskabshund.

10 ting du (måske) ikke vidste om cavalier king charles spaniel

  1. Det var den 8. mest populære hunderace i Danmark i 2020 ifølge Dansk Kennel Klub
  2. Cavalier king charles spaniel findes i fire forskellige farvekombinationer
  3. Cavalier king charles spaniel vejer typisk 5,4-8 kg alt afhængig af blandt andet køn og kropsbygning
  4. Cavalier king charles spaniel er generelt socialt anlagt og elsker typisk at være tæt på sin familie
  5. Som spaniel har den bevaret lidt interesse for vildt – særligt fugle – og den er generelt glad for at bruge sin næse
  6. Cavalier king charles spanielen stammer fra England
  7. Hunderacens historie er tæt knyttet til det engelske kongehus, og derfor har den flere royale forbindelser
  8. Cavalier king charles spanielen er desværre disponeret for flere helbredsproblemer
  9. Den trives oftest ikke med at være alene hjemme i længere tid ad gangen
  10. Cavalier king charles spaniel er typisk samarbejdende og elsker positiv opmærksomhed, men den er også kendt for at have et følsomt sind

Vil du vide mere om den populære vuf? Læs med under billedet.

Hvorfor en cavalier king charles spaniel?

Cavalier king charles spanielen – der af mange blot kaldes en cavalier – er en populær familiehund, der er kendt for at være venlig, stilfærdig og imødekommende af natur. Samtidig er det en hunderace, som er både hurtig og adræt og sandsynligvis vil elske friske gåture såvel som afslappende hyggestunder derhjemme. Den kommer generelt godt ud af det med både børn og voksne og er god til at tilpasse sig familiens livsstil.

Cavalieren er en selskabshund, der typisk er glad for menneskelig kontakt, og den elsker at være tæt på sin nærmeste familie. Den er ofte både kontaktsøgende og opmærksom, og derfor kan du godt forvente, at den vil følge med dig rundt i huset. Det er derfor også en hunderace, som typisk ikke trives med at være alene hjemme i længere tid.

GØR SOM 10.000 ANDRE HUNDEEJERE

FCI: Racestandarden for en cavalier king charles spaniel

Hvad er FCI?
FCI er en international sammenslutning af nationale kennelklubber, der blandt andet kategoriserer og beskriver racestandarden for hver eneste anerkendte hunderace. Racestandarden beskriver de racetypiske karakteristika i forhold til både udseende, egenskaber og temperament. Danmarks medlem af FCI er Dansk Kennel Klub. Når Vuffeli beskriver og rådgiver omkring alle de mange hunderacer, er det med udgangspunkt i FCIs racestandarder.

Cavalier king charles spanielens størrelse, alder og pels

Cavalieren er en lille hunderace. Skulderhøjden for racen er ca. 31-33 cm, og idealvægten er ca. 5,4-8 kg afhængig af køn og størrelse.

Den har en lang og silkeblød pels, der kommer i forskellige farvevarianter.

DKK beskriver fire farvevarianter af cavalier king charles spaniel:

Cavalier har en gennemsnitlig høj levealder, og derfor kan en sund og rask cavalier forventes at blive op til 10-15 år gammel.

Læs også: Kærlighed på fire ben: Sådan ved du, om din hund elsker dig

Hvem er cavalier king charles spanielens ideelle hundeejer?

Boligsituation og aktivitet

Cavalier king charles spanielen er typisk god til at tilpasse sig sine omgivelser og elsker at være tæt på sin familie. Mange cavaliers vil derfor eksempelvis elske at komme med dig på arbejde, hvor den kan hygge på kontoret.

Da det er en hunderace, som ofte helst vil være tæt med sin ejer, trives den typisk ikke med at være alene hjemme i længere tid. Det er derfor en god idé at have særligt fokus på at træne adskillelse og alene-hjemme-tid fra hvalp af. Øg langsomt og gradvist tidsrummet, når du lærer din hund at være alene hjemme.

Læs også: Hvordan lærer jeg min hund at være alene hjemme?

Hunderacen kan have tendens til at gø, men det en adfærd, som sagtens kan kontrolleres med den rette træning.

Husk:
Hvis du er i tvivl om, hvilken hunderace, der passer bedst til dig, så er det en rigtig god idé at besøge diverse opdrættere og lære de forskellige hunde bedre at kende. Selvom racestandarden kan indikere, hvilken type hund, man kan forvente, og hvilke behov den har, så er hver hund unik med eget temperament og personlighed – og heldigvis for det.

Økonomi og cavalier king charles spaniel

Der er flere omkostninger forbundet med firbenede familiemedlemmer. Påregn derfor løbende udgifter til foder, udstyr såsom hundekurve, -halsbånd og -seler og ikke mindst hvalpetræning, forsikring og dyrlæge.

Inden man anskaffer sig en cavalier king charles spaniel – eller en hvilken som helst anden type hund – er det en god idé at danne sig et overblik over potentielle udgifter til hunden, så man ikke får sig en dyr overraskelse.

Er en cavalier king charles spaniel en god familiehund?

Cavalieren er kendt for at kunne blive en rigtig god familiehund. Den er typisk blid, venlig og omgængelig.

For at hunden kan blive et velfungerende familiemedlem, er det essentielt, at dens behov for motion, mental stimulering og kontakt bliver opfyldt. Cavalier king charles spanielen er generelt let at opdrage og træne, så længe man har gode godbidder og masser af ros med på vejen.

Cavalieren kan blive en fantastisk legekammerat, der sandsynligvis er frisk på masser af sjov kvalitetstid med både børn og voksne.

Læs også: Skal du have hund? – 11 tips til førstegangshundeejeren

Cavalier king charles spanielens typiske helbredsproblemer

Cavalier king charles spanielen er en af de hunderacer, som Den Danske Dyrlægeforening klassificerer som en brachycephal hunderace – det vil sige en fladnæset hunderace med forkortede næseknogler, forsnævrede næsebor og snævre luftveje.

Hunde med brachycephalt syndrom har større risiko for åndedrætsbesvær og overophedning, og det skal man derfor være ekstra opmærksom på – særligt på varme sommerdage, og hvis hunden lige har leget eller motioneret i.

En andet udbredte helbredsproblem indenfor hunderacen er hjerteproblemer. Cavaliers er desværre disponeret for hjertesygdomme som eksempelvis hjertesvigt og hjerteklapsygdomme.

Derudover er racen også særligt udsat for syringomyeli, som er en tilstand, der har at gøre med rygmarven og kraniet. Tilstanden kan undersøges ved en MR-scanning.

Der findes desuden flere arvelige lidelser indenfor racen. De tæller blandt andet sygdommene Dry Eye Syndrome (CCS) og Episodic Falling Syndrome (EFS), som kan påvises ved hjælp af en DNA-test. Det er vigtigt, at avlshunde testes for disse sygdomme.

Derudover døjer mange cavalier king charles spaniels med en sart mave, og derfor er det afgørende, at man finder et godt foder.

Tip:
For at sikre racens sundhed er det vigtigt at henvende sig til en ansvarlig opdrætter, der kan fremvise gyldige certifikater og sundhedstest for hvalpen og dens forældre. Sørg også for at møde hundene – det vil nemlig sige en hel del om jeres kommende familiemedlem.

Hvordan ser dagligdagen ud med en cavalier king charles spaniel?

Træning

Cavalier king charles spanielen er en samarbejdende og blid hund, som generelt er relativt nem at træne. Men det er vigtigt at gribe træningen an i et tempo, der passer til hunden og dens livsstadie.

Cavalieren elsker positiv opmærksomhed, og med en positiv indstilling kan I komme rigtig langt. Racen er kendt for at have et følsomt sind, og derfor er det vigtigt at gribe kommunikationen an med ros og belønninger.

Læs også: Positive træningsprincipper: Hvordan belønner jeg min hund?

Men tænk over, hvor ofte du gør brug af godbidder, og hvad du bruger som godbidder. Racen er kendt for at være særdeles madglad og kan nemt tage på i vægt.

Din cavalier vil garanteret kigge på dig med store, bedende hundeøjne, hvis der er noget velduftende i luften. Lad derfor ikke godbidderne tage overhånd, og nyd jeres gåture og aktiviteter sammen. Overvægt har mange negative følgevirkninger og kan forringe hundens bevægelighed og livskvalitet markant.

Derfor er det også vigtigt at finde et foder med sunde og afbalancerede næringsværdier, som serveres i passende portionsstørrelser. Vuffeli vil hellere end gerne hjælpe dig med at finde et kvalitetsfoder, der passer til lige netop din cavalier, og som kan hjælpe dig med at skabe de bedste forudsætninger for din hunds sundhed og trivsel.

GRATIS PRØVEPAKKE

Gåture og motion

Cavalier king charles spanielen er en hunderace med et moderat aktivitetsniveau. Selvom cavalieren generelt er rolig og afslappet, så er det også en aktiv hund, der sandsynligvis vil elske friske gåture, leg og aktiviteter, og som har behov for, at motion er en fast del af hverdagen.

Den har brug for både fysisk og mental stimulering såvel som social kontakt for at trives. Derfor er det vigtigt med flere daglige gåture, hvor den har mulighed for at bevæge sig, bruge snuden og blive stimuleret.

Samtidig er det også en hunderace, der generelt er rigtig god til at tilpasse sig familiens aktivitetsniveau. Den vil garanteret elske at være sammen med dig og nyde dit selskab derhjemme.

Læs også: Hvor meget motion skal hvalpen og den voksne hund have?

Cavalieren vil sandsynligvis også have interesse for aktiviteter såsom apportering og opgaver, hvor den kan bruge sin næse. Det er en god idé at holde sig til korte træningsintervaller og positive træningsprincipper for at holde hundens motivation og gejst og skabe et godt samarbejde.

HUSK:
Vær ekstra opmærksom på hundens helbred under høje temperaturer. Sørg for, at din cavalier ikke bliver overanstrengt på varme dage, og at den har adgang til vand og skygge.

Pelspleje

Cavalier king charles spanielen er en hunderace, som kræver moderat pelspleje. Dens pels har godt af at blive børstet igennem regelmæssigt. På den måde kan man fjerne løse hår og undgå sammenfiltringer. Der kan let danne sig knuder og filtreringer på cavalierens ører, bryst og ben, og derfor er det vigtigt, at man ofte reder de fine hår godt og nænsomt igennem.

Det er en rigtig god idé at vænne sin cavalier til pelspleje, allerede fra den er hvalp, så børstningen bliver en nem og behagelig hyggeligstund for jer begge.

Exit mobile version