Forside » Hundetips og -tricks » Guide: 9 tips til at skabe ro for din hund i nytårskaosset

Guide: 9 tips til at skabe ro for din hund i nytårskaosset

Vuffeli hundeblog

Nytår nærmer sig, og selvom det for de fleste mennesker betyder fest og farver, kan det for mange hunde være en skræmmende tid præget af angst for de lyde og lysglimt, nytårstiden bærer med sig.

Man må anvende fyrværkeri fra den 31. december til den 1. januar, og det er i denne periode, du skal være ekstra opmærksom – både hvis din hund allerede er bange for nytårskrudt, og hvis det er din hunds første nytår.

Hvordan ved du, at din hund er bange?

Hunde reagerer, ligesom mennesker, forskelligt i situationer, hvor de føler frygt og angst. Nogle af de mest almindelige tegn, du skal være opmærksom på, er:

  • Hunden ryster og ”kryber” langs væggene.
  • Hunden gemmer sig eller prøver på anden måde at flygte.
  • Hunden savler.
  • Hunden er svær at komme i kontakt med og virker ikke til at kunne modtage kommandoer som normalt.
  • Hunden gør uhæmmet ved lydene og lysglimtene.
  • Hunden er rastløs og har svært ved at finde ro.

Grunden til, at din hund reagerer på denne måde, er, at dens autonome nervesystem aktiveres. Det autonome nervesystem er den del af nervesystemet, som hunden ikke selv kan kontrollere. Mennesker har også et autonomt nervesystem, og de samme mekanismer er på spil, når vi oplever frygt og angst.

Heldigvis er der meget, du kan gøre for at hjælpe din hund – både i dagene op til nytår, på selve nytårsaften og i dagene efter. Her er vores bedste råd til, hvordan du kan skabe tryghed for din hund i nytårsløjerne.

9 råd til at hjælpe din hund gennem nytåret

1. Hold altid din hund i snor i dagene omkring nytår

Rigtig mange hunde stikker af og kommer til skade omkring nytår, fordi de bliver forskrækkede og flygter. Derfor er det vigtigt, at du altid holder din hund i snor – selvom den normalt er vant til at gå uden snor resten af året.

2. Sørg for et gemmested

Giv din hund et trygt sted, hvor den kan søge hen og føle sig afskærmet fra lysglimt og larm. Det kan være en slags „hule” med trukne gardiner og en radio, der spiller i baggrunden for at sløre lydene udefra. Lad din hund være i fred, når den bruger sit gemmested.

Vuffeli hundeblog

3. Undgå gåture, når fyrværkeriet starter

Lad være med at tvinge din hund på gåtur, når nytårsløjerne er gået i gang. En hurtig tissetur i haven eller lige foran opgangsdøren er rigeligt. Hvis din hund er meget bange, vil den hellere holde sig end at komme på gåtur.

Vuffeli hundeblog

4. Arrangér pasning

Hvis det er muligt, kan du arrangere, at din hund bliver passet uden for byen – hos familie, venner eller en hundepension, hvor der er mindre larm fra fyrværkeri. Det kan være en stor lettelse for din hund.

5. Overvej naturmedicin

Naturmedicin kan hjælpe nogle hunde med at finde ro. Tal med din dyrlæge eller en erfaren medarbejder i din lokale dyrehandel for at finde det rette produkt. Vær dog opmærksom på, at naturmedicin ofte ikke er nok, hvis din hund allerede har svær nytårsangst.

6. Aktiver din hund

Sørg for, at din hund får masser af fysisk og mental aktivering på selve nytårsaftensdag. Søgelege, lange lufteture og træning kan gøre din hund træt og dermed mere modtagelig for ro.

7. Hav godbidder klar

Forbered din hunds yndlingsgodbidder eller aktiveringslegetøj som en Lickimat med frosset vådfoder eller en Kong. Selv stressede hunde kan finde trøst i at tygge eller slikke, og det kan hjælpe med at sænke stressniveauet.

Vuffeli hundeblog

8. Kontakt din dyrlæge

Hvis din hund lider meget under nytårslarmen, kan du tale med din dyrlæge om medicinske muligheder. Der findes flere typer medicin, som kan hjælpe, men det kræver, at din hund bliver undersøgt i god tid før nytår.

9. Overvej lydtræning

Efter nytår kan du begynde at lydtræne din hund med henblik på næste nytår. Lydtræning kan gøre en stor forskel og hjælpe din hund med at tackle skræmmende lyde bedre.

Efter nytår

Det er helt normalt, at din hund kan være mere forsigtig og skeptisk i dagene efter nytår, særligt når det er mørkt. Tving ikke din hund ud på gåtur, hvis den virker utryg. Tag det i dens tempo og giv den tid til at finde sig selv igen. Det er helt okay, at din hund får lidt mindre aktivering i dagene efter nytår.

Rigtig godt nytår til både dig og din snude!

0 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs også