Forside » Hundeadfærd » De 4 bedste tips og tricks til at træne din hundehvalp

De 4 bedste tips og tricks til at træne din hundehvalp

Sådan træner du din hundehvalpVuffeli hundeblog

Skal du snart byde en hundehvalp velkommen i familien? Eller er du allerede den heldige ejer af en? En vigtig del af livet som hvalpeejer er at få lagt fundamentet for et godt fremtidig samarbejde mellem dig og din hund. Læs med her.

1. Få skabt en god kontakt

En god kontakt mellem dig og din hvalp er altafgørende for jeres samarbejde. Din hvalp skal lære, at det er sjovt og attraktivt at være sammen med dig, og at det deraf kan betale sig at holde fokus på dig fremfor omgivelserne. 

mops kigger op og schæferhund liggerVuffeli hundeblog

En god vej til at styrke båndet mellem din hvalp og dig er at lege sammen. Reservér gerne en eller to stykker af dit hvalps legetøj, som kun tages frem til leg sammen med dig. Det kunne for eksempel være et blødt træktov, som I kan lege trækkeleg med. For at passe på din hvalp i legen er en tommelfingerregel, at du kun trækker med samme kraft som din hvalp, og at du undgår at hive torvet opad. 

Udover leg kan du træne deciderede kontaktøvelser, hvor din hund lærer, at det kan betale sig at holde fokus på dig.

Her er en nem opstartsøvelse kaldet “tjek-ind”:

  1. Hav din hvalp løs eller i en lang sporline
  2. Stå stille og afvent, at din hvalp af sig selv retter blikket mod dig
  3. I dét sekund din hvalp kigger på dig, giver du dit belønningssignal og en godbid lige ud foran dig
  4. Hvis din hvalp fastholder blikket på dig, så beløn et par gange og kast herefter en godbid 1-2 meter væk fra dig, og afvent at din hvalp igen kigger din vej
  5. Træn i maks et par minutter, og giv herefter dit slut-signal, så din hvalp ved at øvelsen er færdig

Når din hvalp har lært, at det kan betale sig, at have blikket rettet mod dig, kan du tage træningen skridtet videre:

  1. Tag en godbid i hver hånd, og lad din hvalp se godbidderne
  2. Knyt hænderne og hold dine arme ud til siden
  3. Afvent at din hvalp fjerner blikket fra dine hænder og kigger på dig
  4. Ligeså snart din hvalp har rettet sit blik mod dig, giver du dit belønningssignal og én af godbidderne. Husk at variere, hvilken hånd godbidden gives fra 
  5. Øvelsen kan gøres sværere ved at vælge en mere fristende belønning. Det kunne for eksempel være to stykker ens legetøj, som du starter med blot at holde og senere i træningen bevæger. Husk dog altid at sætte din hvalp op til succes ved at tilpasse sværhedsgraden til din hvalps niveau

2. Benyt dig af positiv træning

Når det kommer til træning af din hvalp, så viser forskning, at det er langt mere effektivt og holdbart, at du benytter dig af positive træningsprincipper. Positive træningsprincipper indebærer, at du belønner din hvalp for ønsket adfærd, og ignorer uønsket adfærd. Det er det modsatte af strafbaseret træning, som er en uhensigtsmæssig træningsmetode, der går ud på at korrigere din hvalp, hvis den udviser en uønsket adfærd.

Udover at positiv træning har den bedste effekt, så kan valget af træningsform også ses ud fra et etisk perspektiv. Ved positiv træning er hunden motiveret for at opnå noget behageligt, ved strafbaseret træning er hunden motiveret for at undgå noget ubehageligt fx et ryk i snoren.

Hvis du går til træning med en positiv tilgang, så sørger du for, at træningen er en sjov og tryg oplevelse, hvilket lægger fundamentet til et godt træningssamarbejde fremadrettet.

Læs også: Positive træningsprincipper: Hvordan belønner jeg min hund?

3. Sæt din hvalp op til succes

For at opretholde din hvalps motivation og få fremgang i jeres træning, skal du gerne stræbe efter, at belønningerne kommer med jævne mellemrum. For at kunne opnå en høj succesrate i jeres træning, er der nogle ting, der er gode at have i baghovedet:

  • Start indlæring af en ny øvelse op et sted uden forstyrrelser 
  • Del den færdige øvelse op i mindre bidder
  • Skift mellem type af belønning (godbidder, legetøj, grankogle, leg med dig)
  • Hold træningssessionerne korte
  • Træn først, efter din hvalp har fået lov til at krudte af
  • Når I træner med forstyrrelser, så start med at gør øvelsen nemmere

4. Træn selvkontrol

Selvom man benytter sig af positiv træning, betyder det ikke, at man ikke må sætte grænser for sin hund. Selvkontrol er en af de vigtige færdigheder, som din hvalp skal lære. Din hvalp ved for eksempel ikke, at den ikke må hoppe op og prøve at tage pinden ud af din hånd, hvis ikke den har lært det. I stedet for at skælde hvalpen ud for at hoppe op eller skubbe den ned, er det langt mere effektivt at lære hvalpen, at alt godt kommer til den, der venter. 

Her får du en nem øvelse til at opstarte på træning af selvkontrol:

  1. Hav en godbid i hånden, og hold den foran din hvalp
  2. Når din hvalp prøver at tage godbidden, knytter du hånden
  3. I dét sekund din hvalp trækker sig væk fra hånden, giver du dit belønningssignal og en godbid
  4. Din hvalp vil højst sandsynligt hurtige fange konceptet, og her kan du gøre øvelsen sværere ved at lade hånden være åben eller lægge godbidden på jorden

Held og lykke med træningen! Husk at vores ekspertteam altid står klar til at rådgive indenfor både ernæring, adfærd og træning. 

22 Shares:
2 kommentarer
  1. Kære Josefine

    Jeg har med stor glæde siddet og læst dine artikler om hunde og hvalpeopdragelse.
    Min søn og scigerdatter har lige fået en lille fransk buldoghvalp,som de har svært ved at takle,jeg har videresendt dine meninger, og håber de kan hjælpe.
    Selv har vi liiige mistet vores dejlige boxer på 9 ( nr 4 i række) og skal bestemt have en ny igen håber inderligt det lykkes!!!
    Så det er jo også dejlig læsning for mig!!!!

    dine artikler, er nemme at gå til og MEGET fint pædagogisk sat op.
    de bedste hilsner
    Margret Løkkegaard

    1. Hej Margret
      Tusind tak for din kommentar. Hvor er jeg glad for at høre, at artiklerne er faldet i god jord!
      Held og lykke med den lille franske bulldog. Du og din familie må endelig skrive, hvis I har nogle spørgsmål.
      Jeg er virkelig ked af at høre, at I har mistet jeres boxer. Det er altid svært. Jeg sender masser af gode tanker fra hele Vuffeli din vej

      Mange logrende hilsner
      Josefine – Vuffeli

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *