Forside » Hunderacer » Chow chow: Den pelsede hund med den blå tunge

Chow chow: Den pelsede hund med den blå tunge

chow chow ligger i havenVuffeli hundeblog

Vidste du, at chow chowen har været tempelhund i Kina? Den selvstændige hund med den store løvemanke har en lang og traditionsrig historie. Læs med og bliv klogere på hunderacen.

10 ting du (måske) ikke vidste om chow chow

  1. Et af chow chowens mest unikke karakteristika er dens blåsorte tunge
  2. Der findes både korthårede og langhårede chow chows
  3. Chow chows kræver en del pelspleje  – særligt de langhårede
  4. Chow chowen er kendt for sit løveagtige udseende og sin store manke. Derfor har den fået kælenavnet løvehunden
  5. Chow chow er en meget gammel hunderace, hvis historik strækker sig flere tusinde år tilbage
  6. Chow chowen blev brugt som tempelhund i Kina. Den blev nemlig betragtet som en af Buddhas hellige løver, der kunne beskytte templerne mod onde ånder
  7. Chow chowen er en kortsnudet hund, og derfor hører den til de brachycephale hunderacer, som er mere tilbøjelige til at opleve vejrtrækningsproblemer og andre helbredsproblemer
  8. Mange chow chows er kendt for at have tendens til at være selvstændige og reserveret overfor fremmede
  9. Chow chowen knytter sig ofte særligt tæt til en person i familien
  10. De fleste chow chows er ikke de store vandhunde. Når deres fyldige pels bliver våd, er den tung at svømme med

Vil du vide mere om den populære vuf? Læs med under billedet.

cremefarvet chow chow hvalp i græssetVuffeli hundeblog

Chow chows historie og oprindelse

Chow chowen stammer fra Østasien, hvor dens historie strækker sig flere tusinde år tilbage. Chow chowen blev oprindeligt brugt som jagt-, vagt- og trækhund i Mongoliet og Manchuriet.

Herfra blev hundene bragt med til Kina, hvor chow chowen udviklede en høj social status. Her blev den også brugt som tempelhund, hvor den blev betragtet som en af Buddhas hellige løver, der skulle beskytte templerne.

I 1700-tallet tog britiske søfolk hundene med ombord på deres skibe som selskabshunde, og herfra blev hundene bragt til Europa. Det var dog først et par hunderede år senere, at chow chowen for alvor blev udbredt i Storbritannien.

Siden da har den udviklet stor popularitet over meget af verden, og i dag er det en højt elsket familiehund.

GØR SOM 10.000 ANDRE HUNDEEJERE

Den brune chow chow Carlo er på turVuffeli hundeblog

Racestandarden for en chow chow

Chow chowen hører til FCI-gruppe 5, som dækker over alle spidshundene.

Spidshunde er kendt for at være selvsikre hunde, der generelt er hengivne over for familien og vagtsomme over for fremmede. De store spidshunde er typisk stærke, selvstændige og udholdende hunde med et stort behov for motion og beskæftigelse.

Hvad er FCI?
FCI er en international sammenslutning af nationale kennelklubber, der blandt andet kategoriserer og beskriver racestandarden for hver eneste anerkendte hunderace. Racestandarden beskriver de racetypiske karakteristika i forhold til både udseende, egenskaber og temperament. Danmarks medlem af FCI er Dansk Kennel Klub. Når Vuffeli beskriver og rådgiver omkring alle de mange hunderacer, er det med udgangspunkt i FCIs racestandarder.

Chow chows udseende, størrelse og pels

Chow chowen er kendetegnet ved sin kraftige pels og tætte manke, der giver den sit løveagtige udtryk. Dens små ører har letrundede spidser, og dens fyldige hale bøjer ind over ryggen. Chow chowen findes i to pelsvarianter: korthåret og langhåret. Begge typer har en tæt underuld.

De fleste kender chow chows som røde, men racen findes i flere forskellige farver. De kan være sorte, røde, blå, fawn, creme eller hvide. De er ensfarvede, men har ofte flere forskellige farvenuancer i pelsen.

sort-chow-chowVuffeli hundeblog

Det nok allermest særprægede træk ved chow chowen er dens blåsorte tunge og sorte mund. Men chow chowen har faktisk også en unik måde at bevæge sig på. Racen er nemlig karakteriseret ved sine meget lige bagben, og det giver den en lidt styltende gang med relevativt korte skridt.

Hannerne er ca. 48-56 cm i skulderhøjde. Tæverne er ca. 46-51 cm i skulderhøjde.

Hvor meget vejer en chow chow?

Chow chows vejer typisk ca. 20-30 kg. Hannerne er i gennemsnit lidt større end tæverne. 

Hvor gammel bliver en chow chow?

Chow chows bliver typisk 9-15 år gamle.

Husk:
Selvom racestandarden kan indikere hvilken type hund, man kan forvente, og hvilke behov den har, så er hver hund unik med eget temperament og personlighed – og heldigvis for det.

3 tips til træningen med en chow chow

1. Gør træningen sjov

Chow chows er kendt for at være en rimelig selvstændig hunderace, og derfor gælder det om at gøre træningen sjov. Brug værdifulde belønninger, sørg for at variere træningen og hold træningssessionerne forholdsvis korte, så træningen forbliver interessant og positiv. Du kan med fordel finde nogle godbidder frem, som din hund synes, er ekstra lækre. Eftertragtede belønninger er nemlig en rigtig god motivation i træningen.

Læs også: Positive træningsprincipper

2. Opbyg en god plejerutine

Chow chowens tætte og fyldige pels kræver en god portion pleje, og derfor er det vigtigt, at dig og din hund er fortrolige med børster og andet udstyr, og at du husker at sætte tid af til at børste pelsen – gerne ugentligt.

Det er en rigtig god idé at vænne din chow chow til pelspleje, fra den er hvalp, så plejerutinen bliver en nem og behagelig hyggestund for jer begge. Opstarten af selve håndteringen bør ske langsomt og på hvalpens præmisser. Start med blot at rose og belønne din hvalp for at snuse til udstyret. Hvis den bliver utryg eller søger væk, så stop og hold en pause.

3. Find nogle gode hundevenner

Mange chow chows har tendens til at være reserverede overfor fremmede og er typisk selvstændige af natur. Derfor er det vigtigt at socialisere sin chow chow fra en tidlig alder og finde nogle gode legekammerater.

Husk på, at når det drejer sig om socialisering, så handler det om kvalitet fremfor kvantitet. Hav fokus på at give din chow chow-hvalp nogle gode og trygge oplevelser med andre hunde.

Læs også: Ny hundehvalp? – Få en god start [Guide]

Chow chow hvalpe: Værd at vide

Hvornår er chow chowen egentlig om at vokse sig fra hvalp til voksen? Det korte og tekniske svar er, at en hund er færdigudvokset, når dens vækstplader i knoglerne er lukkede. Men det er naturligvis ikke sådan lige til at se med det blotte øje, og tidspunktet varierer fra hund til hund.

Store hunderacer gennemgår generelt en længere vækstperiode end små hunde. Som udgangspunkt kan mange store hunde, som chow chowen, betragtes som voksne, når de er ca. 12-15 måneder gamle.

chow chowen Carlo spiser Vuffeli hundefoderVuffeli hundeblog

Hvalpetiden har indflydelse på dit firbenede familiemedlems adfærd og fysik og stiller store ernæringsmæssige krav til de daglige måltider. Her i Vuffeli kan vi hjælpe dig med at vurdere, hvornår det er tid til, at din hund skifter fra hvalpe- til voksenfoder – og ikke mindst hvilken foderplan, der passer bedst til netop din hund.

Sundhed og typiske helbredsproblemer for en chow chow

Nogle hunderacer kan være disponerede for en række arvelige helbredsproblemer, og chow chowen er ingen undtagelse.

Chow chowen er en kortsnudet hund, og derfor klassificeres den som en brachycephal hunderace ligesom blandt andet fransk bulldog, mops, shih tzu og cavalier king charles spaniel. Brachycephale hunderacer har forkortede næseknogler, forsnævrede næsebor og snævre luftveje, og derfor er de mere tilbøjelige til at opleve vejrtrækningsproblemer og hedeslag. Af den grund er det vigtigt, du er opmærksom på din chow chows vejrtrækning og sørger for at undgå overanstrengelse og overophedning på varme dage. 

Et andet helbredsproblem, som ses mere hyppigt hos chow chows end hos andre hunderacer, er øjenlidelser, som eksempelvis entropion, der betyder, at øjenlågene vender indad. Racen er som mange andre store hunderacer også mere tilbøjelig til at udvikle hofteledsdysplasi. Og hvis ikke pelsen plejes ordentligt, kan chow chows også risikere at udvikle hudproblemer og hot spots.

Derfor er det vigtigt, at du holde øje med din hunds helbred og husker de årlige sundhedstjek hos dyrlægen. 

Læs også: Hofteproblemer – Hunde og hofteledsdysplasi

Tip:
Som hvalpekøber kan du bidrage til hunderacens sundhed. Tag dig derfor god tid, og undersøg opdrættere og hunde grundigt, inden valget falder på dit fremtidige firbenede familiemedlem. Mød hvalpens mor og hvis muligt flere slægtninge – familiemedlemmerne fortæller nemlig en hel del om den lille hvalp.

Pelspleje med en chow chow

Chow chowen er kendetegnet ved sin fyldige pels, som er med til at give den sit bamsede og løveagtige udtryk – og det er en pels, som kræver en del pleje. Den langhårede chow chow har brug for grundig børstning, gerne et par gange om ugen; den korthårede kræver lidt mindre, når det kommer til pelspleje. Uanset hvilken type chow chow du har, er det vigtigt at komme helt ned til underulden, så pelsen ikke filtrer sammen.

Sørg også for, at holde dens ører sunde og rene. Det samme gælder, hvis din chow chow har hudfolder i ansigtet: Med en hårdt oprevet klud kan man forsigtigt rense folderne.

Motion og aktiviteter med en chow chow

Chow chowen har generelt et moderat aktivitetsniveau. Den er glad for at bevæge sig og er typisk både udholdende og hurtig. Men den er også kendt for at være en rolig og egenrådig hund med et selvstændigt temperament, der ikke hopper med på aktiviteter eller instrukser, hvis ikke den gider. Derfor er det vigtigt at gribe samarbejde an med ros og belønninger, der kan holde motivationen oppe og gøre samarbejdet sjovt og interessant.

Carina og hendes chow chow CarloVuffeli hundeblog

Ligesom med alle andre hunderacer, er det vigtigt, at chow chowen bliver stimuleret både fysisk, mentalt og socialt. Daglige udflugter med mulighed for at løbe, lege og snuse og kvalitetstid sammen med dig er vigtigt for dens trivsel.

Racens fortid som vagthund gør, at den ofte har en stærk beskyttertrang. Chow chowen er typisk hengiven overfor sin familie, men kan være reserveret og mistro overfor fremmede. Det er en god idé at have i baghovedet, når I er møder to- og firbenede på turen eller får besøg. Du kan med fordel sætte fokus på at håndtere mødet med andre, allerede mens din chow chow er hvalp, så den får nogle gode oplevelser.

Sørg for, at din chow chow får en passende mængde motion og måltider, der passer til dens behov og kan give de bedste forudsætninger for et langt og godt hundeliv. Hvis din chow chow også slentrer rundt udendørs i haven, er det en god idé at hegne haven godt ind for at sikre, at den ikke går på opdagelse væk hjemmefra.

1 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *