Forside » Hundehelbred » Er min hund syg? Her er, hvad du skal lægge mærke til

Er min hund syg? Her er, hvad du skal lægge mærke til

cocker spaniel checket for symptomer på sygdomVuffeli hundeblog

Ligesom mennesker, kan hunde også blive syge. Forskellen er bare, at hunde ikke kan fortælle hvad de føler, eller hvor de har ondt. Som hundeejer kan det derfor være svært at finde ud af, om ens hund fejler noget, og hvornår der er brug for at søge hjælp.

Som udgangspunkt vil vi hos Vuffeli altid anbefale, at du søger dyrlægehjælp, hvis du er i tvivl om, hvorvidt din hund er syg. Det vil altid være dyrlægen, der bedst kan vurdere, om der er behov for, at din hund bliver undersøgt nærmere, og ikke mindst hvad man kan gøre for at hjælpe din firbenede bedste ven.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din hund er blevet syg, så læs med i denne artikel, hvor vi sætter fokus på, hvad du burde være opmærksom på.

Din hund spiser ikke

Det er dig, der kender din hund bedst, og det er derfor vigtigt, at du lægger mærke til, om den pludselig begynder at opføre sig anderledes.

Der er mange hundeejere, der finder ud af, at hunden er syg, fordi den ikke spiser så meget, eller med den samme lyst, som den tidligere har gjort. Hunde mister lysten til at spise, når de ikke har det godt, ligesom vi mennesker. Du bør derfor overveje, om din hund er syg, hvis den mister sin normale gode appetit. 

Hvis din hund i forvejen er svær at få til at spise, eller hvis den kun vil have lækkerier som godbidder eller leverpostejsmadder, så kan det være tegn på en mere kronisk sygdom/kvalme, eller der kan være tale om et adfærdsproblem

Der er omvendt også visse hundesygdomme, der kan gøre, at din hund bliver mere madglad. Så hvis din hund er mere sulten end normalt, bør du også overveje, om der kunne være noget galt. 

gammel hund liggerVuffeli hundeblog

Husk samtidig, at der kan være andre årsager, som kan være med, til at ændre på en hunds appetit. Hvis I eksempelvis har brugt en hel eftermiddag på en agilitybane, kan det sagtens resultere i, at din hund vil have lidt ekstra i madskålen den dag. 

Det er ikke kun fodringen, du skal lægge mærke til. Der kan også være andre tegn på, at din hund er syg. For eksempel, hvis din hund gemmer sig, og ikke bryder sig om kontakten med dig og andre familiemedlemmer, kan det være, at den ikke har det godt. Nogle hunde bliver derimod mere kontaktsøgende, når de er syge, og vil begynde at klistre sig til dig. 

Hvis din hund pludselig ikke vil, eller kan, gå tur, eller hvis den gisper eller ryster, bør du også være opmærksom og ringe til dyrlægen for vejledning.

Symptomer på en syg hund

Når du møder op på klinikken, er der flere ting, som din dyrlæge vil undersøge. Noget af det første, der kan fortælle noget om hundens helbred er: pulsen, temperaturen, og åndedrætsfrekvensen. 

Du kan selv prøve at måle dem derhjemme. Skriv dato og tidspunkt ned, så dyrlægen kan bruge oplysningerne i sin samlede vurdering.

Sådan måler du en hunds puls

Hundens puls skal meget gerne have en frekvens på 60-80 per minut for en stor hund og 80-120 per minut for en lille hund. 

Er hunden stresset eller har den lige løbet/leget vil dens puls, ganske logisk, være hurtigere i noget tid efter. Hvis pulsen, over længere tid, er meget højere eller lavere end den forventede frekvens, vil Vuffeli anbefale, at man straks kontakter en dyrlæge.

Du kan placere din hånd på hundens brystkasse og tælle dens hjerteslag i 15 sekunder. Resultatet skal du gange med fire, så du kan nå frem til et resultat. Hvis resultatet er indenfor normalområderne, er der mindre grund til bekymring.

Sådan måler du din hunds vejrtrækning 

Kig på din hund, når den er i hvile og evt. sover. Normalt vil din hund trække vejret ubesværet og dybt 10-30 gange i minuttet

Hvis vejrtrækningen er hurtigere kan det være fordi, den lige har leget eller fordi den drømmer, men er den konstant hurtigere og virker den forceret/besværet, bør din hund undersøges hos dyrlægen. Du kan også her tælle antallet af vejrtrækninger over 15 sekunder og gange med fire. 

Sådan måler du en hunds temperatur 

Næste opgave vil være at finde ud af om hunden har feber. Den bedste måde at gøre det på er ved at bruge et termometer. Du kan anvende et almindeligt termometer (ligesom det vi mennesker bruger).

Læs også: Har min hund feber?

For at måle temperaturen med et digitalt termometer, skal du helst smøre det med vaseline, og forsigtigt placere det i hundens bagdel. For korrekt måling må der ikke være indhold i endetarmen, hvor der måles. 

Termometeret skal ikke langt ind. Omkring to cm er fint. Dette er den bedste måde at tage den korrekte temperatur på, og husk, at den normale temperatur for en hund er på omkring 38 til 39,2 grader, når den er i hvile. Hvis den er højere end det, bør du kontakte en dyrlæge.

Nogle hundeejere mener også, at de kan finde ud af, om hunden har feber på mange andre måder. En af dem er at røre hundens snude: Hvis den er tør, kan det være et symptom på at hunden har feber. Teorien er baseret omkring, at hunde slikker sig mindre om snuden, når de har det dårlig. Der er dog ikke hold i denne teori, og hunde med både tørre og våde snuder kan stadig være syge. 

Hundens tandkød kan også være med til at guide dig 

Vi kan også anbefale dig at kigge på din hunds tandkød. Tandkødet kan bidrage til at vurdere din hunds tilstand. 

tæt på hundens tænderVuffeli hundeblog

Det skal være lyserødt i farven og helst fugtigt. Hvis det er mørkt, nærmest blåt, rødt, eller endda hvidt, kan det betyde, at der er noget alvorligt galt med din hund. Hvis tandkødet også er tørt, eller nærmest slimet, kan det også være en grund til bekymring, da det tyder på, at den er dehydreret.

Hvis hundens tandkød ikke ser normalt ud, vil Vuffeli anbefale at man straks tager kontakt til sin dyrlæge. 

Læs også: Sådan holder du din hunds tænder sunde og raske

Tips til en sund hund

Kan man overhovedet undgå at hunden får det dårligt? Som sagt, kan det være svært at kommunikere med en hund, der ikke kan tale, og dermed fortælle os, hvad den har brug for.

Masser af vand

Den første ting, du skal være helt sikker på, er, at din hund altid har vand til rådighed. Forlad aldrig hunden i flere timer, uden at vide om vandskålen er fyldt op med rent vand. Hav vandskålen et fast sted, hvor hunden har adgang til den, og lad være med at rykke rundt på den, hvis det ikke er nødvendigt. Din hund skal altid vide, hvor den kan finde vand. 

Velfungerende fordøjelse

Du kan også holde øje med hundens afføring. Er der noget unormalt ved afføringen? Hvor længe er det stået på? Hvis din hund har været plaget af diarré, og du har brug for mere information, kan du læse den følgende artikel:

Læs også: Diarré og hunde: Se hvad du kan gøre, når din hund har dårlig mave

Udover det kan du hjælpe din dyrlæge med at holde øje med din hunds fodring. Hvor meget spiser den om dagen, hvor tit, og hvad består foderblandingen af? Det er meget værdifuldt for dyrlægen, at du kan give svar på disse spørgsmål.

Kontakt altid din dyrlæge, hvis du er i tvivl.

13 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *