Forside » Hunderacer » Shetland sheepdog (sheltie): Den hengivne hyrde

Shetland sheepdog (sheltie): Den hengivne hyrde

Vuffeli hundeblog

I sheltien får du et firbenet familiemedlem, der elsker sine nærmeste. Den lille, langhårede hyrdehund er både kvik, kontaktsøgende og opmærksom. Hvis du overvejer at anskaffe en sheetland sheepdog, eller allerede er den heldige ejer af en, vil det gi’ pote at læse med her, hvor du kan blive klogere på den populære hyrdehund.

Sheltiens historie og oprindelse

Shetland sheepdog – eller bare sheltie, som racen også er kendt som – kommer oprindeligt fra Shetlandsøerne nordøst for Skotland. Racens historie og oprindelse er til denne dag ikke hundrede procent fastlagt, men man har siden starten af 1900-tallet haft en fastlagt racestandard og begyndende stambogsføring.

En sheltie er meget intelligent, opmærksom og aktiv. Sheltien er en hyrdehund, der blev fremavlet til at vogte dyreflokke, så den har et hårdtarbejdende sind og samme hengivenhed til sin ejer, som man også finder hos blandt andet collien, border collien og den australske hyrdehund. 

Vuffeli hundeblog

Sheltien er meget tilpasningsdygtig og lærer ekstremt hurtigt. Den excellerer i mange former for hundesport som for eksempel agility, lydighed, spor eller hyrdeaktiviteter. Hvis man griber træningen an med en positiv tilgang og sørger for at holde træningen varieret, kan man komme meget længere end hobbyniveau med denne lille race. 

Racens intelligens gør samtidig, at man hurtigt kan få sig en meget veltrænet og lydig familiehund. Sheltier er kærlige, loyale, legende og omsorgsfulde overfor deres familie, hvis man ellers giver dem det, de har behov for.

FCI’s racestandard for en shetland sheepdog

Hvad er FCI?
FCI er en international sammenslutning af nationale kennelklubber, der blandt andet kategoriserer og beskriver racestandarden for hver eneste anerkendte hunderace. Racestandarden beskriver de racetypiske karakteristika i forhold til både udseende, egenskaber og temperament. Danmarks medlem af FCI er Dansk Kennel Klub. Når Vuffeli beskriver og rådgiver omkring alle de mange hunderacer, er det med udgangspunkt i FCIs racestandarder.

Shetland sheepdogens størrelse, alder og pels

Sheltien er en lille hund. Fuldvoksne hanner har typisk en højde på omkring 37 – 40 cm, hvorimod tæverne ligger på 35 – 37 cm. Racens vægt kan svinge mellem 7 – 11 kilo.

En sund og rask sheltie har en gennemsnitlig levealder på ca. 12 – 14 år.  

Vuffeli hundeblog

Sheltien kommer i mange forskellige farvekombinationer:

  • Zobel/hvid – pelsen kan være helt lys næsten gylden eller helt mørk mahogni.
  • Sort/hvid – pelsen er sort med hvide aftegninger.
  • Tricolor – pelsen er sort, brun/tan og hvid.
  • Blue merle – pelsen er sølvblå, sort, brun og hvid. 
  • Bi blue – pelsen er sølvblå, sort og hvid.

Racen har en tyk dobbeltpels, med en tyk og kort underuld og en lang, vandskyende og fin ydre pels. Specielt “manken”, som betegner pelsen rundt om halsen og ned af brystet, er ofte tykkere og længere end resten af pelsen. Desuden har sheltien et smalt, kort- og glathåret hoved, som giver den sit nuttede og uskyldige udseende.

HUSK:
Hvis du er i tvivl om, hvilken hunderace, der passer bedst til dig, så er det en rigtig god idé at besøge diverse opdrættere og lære de forskellige hunde bedre at kende. Selvom racestandarden kan indikere, hvilken type hund, man kan forvente, og hvilke behov den har, så er hver hund unik med eget temperament og personlighed – og heldigvis for det.

Hvem er shetland sheepdogens ideelle hundeejer?

Boligsituation og aktivitet

Sheltien er grundet sit opdræt kendt for at have tendens til at gø. I kraft af sin baggrund og grundet sin lille og knap så intimiderende fysik som hyrdehund bruger sheltien sin stemme meget. Det er en god idé at være afklaret med, hvis man for eksempel har naboer tæt på. Den er kan være noget vagtsom, opmærksom og reserveret overfor fremmede, og dette giver anledning til lidt gøen i den forbindelse. Bedre kontrol med gøen kan man træne sig til, men helt stille bliver racen nok aldrig.

Læg også: Kender du din hunds kropssprog? Her er 100 signaler, din hund kommunikerer med

Økonomi og shetland sheepdog

Der er flere omkostninger forbundet med firbenede familiemedlemmer. Påregn derfor løbende udgifter til foder, udstyr såsom hundekurve, -halsbånd og -seler og ikke mindst hvalpetræning og dyrlæge. Inden man anskaffer sig en sheltie – eller en hvilken som helst anden type hund – er det derfor en god idé at danne sig et overblik over de racetypiske udgifter og påtænke dem i sit budget, så man ikke får sig en dyr overraskelse.

Er en shetland sheepdog en god familiehund?

Grundet sheltiens medfødte hyrdeinstinkt, skal man være opmærksom på, at nogle sheltiere med et stærkt hydeinstinkt kan finde på at hyrde børn. Det er dog noget, man kan kontrollere med træning, og man kan forebygge udviklingen af adfærden allerede fra hvalp af.

Hvis du har en sheltie med et stærkt hyrdeinstinkt, er det en rigtig god idé at give din hund afløb for instinktet under kontrollerede forhold. Man kan for eksempel gå til hyrdetræning på hobbyplan. Derudover er det også en god idé at have fokus på at træne impulskontrol, så din sheltie lærer evnen at vælge fristelser fra og dig til.

Vuffeli hundeblog

Derudover skal man være opmærksom på, at sheltien ofte er reserveret af natur og derfor ikke nødvendigvis har det store behov for at hilse og interagere med. Den er dog super loyal og hengiven overfor sine nærmeste, og du kan være sikker på, at din sheltie vil vælge dig hver gang, ligegyldigt hvilken fristelse dine gæster står med i hånden.

Helbredsproblemer for en shetland sheepdog

Sheltien kan være genetisk disponeret for nogle arvelige sygdomme og helbredsproblemer, som øjensygdomme, hoftedysplasi og epilepsi.

HUSK: Som hvalpekøber kan du bidrage til, at sheltien forbliver en sund race og mindske risikoen for arvelige lidelser. Tag dig derfor god tid, og undersøg opdrættere og hunde grundigt, inden valget falder på dit fremtidige firbenede familiemedlem.

Henvend dig til en ansvarlig opdrætter, der kan fremvise gyldige certifikater og sundhedstest for hvalpen og dens forældre. Sørg også for at møde hundene – det vil nemlig sige en hel del om jeres kommende familiemedlem.

Vuffeli hundeblog

Et afbalanceret foder kan hjælpe din sheltie til et langt og sundt liv. Hundens kost har en direkte indflydelse på dens sundhed og velvære. Her hos Vuffeli tilbyder vi hundefoder af 100 % naturlige råvarer. Hvis du ønsker at holde din sheltie på en sund vægt, og give den lige præcis den næring, der passer til dens alder, størrelse og aktivitetsniveau, kan Vuffeli være en god løsning for både dig og din hund.

Hvordan ser dagligdagen ud med en shetland sheepdog?

Pelspleje med en shetland sheepdog

Grundet den lange og tykke pels skal man regne med at bruge tid et par gange om ugen på at børste hunden igennem, rede filtrede knuder og skidt ud af underulden og sørge for, at pelsen er ren. Derudover kræver sheltien dog ikke meget pelspleje, da den ikke er en såkaldt “trimmehund”, og pelsen derfor ikke vokser som f.eks. pudlens – eller menneskets for den sags skyld – der bare bliver ved med at vokse og vokse. Racen fælder en hel del året rundt og særligt i de to perioder om året, hvor pelsen skiftes.

Læs også: Min hund fælder meget – hvad gør jeg?

Gåture og motion med en shetland sheepdog

Sheltien har et højt aktivitetsbehov, og det er derfor vigtigt, at den får rigeligt motion men også mulighed for leg og social kontakt.

Racen holder sig som regel tæt på sin familie og strejfer derfor sjældent. Derfor er der også mange, som har stor succes med at lære deres sheltier at gå uden snor, hvilket hunden sandsynligvis vil sætte stor pris på.

Træning med en shetland sheepdog: 5 gode råd til dig og din sheltie

For at få din shetland sheepdog til at passe ind i familien er det en god idé at aktivere den på en måde, som imødekommer de racetypiske behov, adfærdsmønstre og sindsmæssige karakteristika.

  1. Træn alsidige arbejdsopgaver, så den intelligente race ikke kommer til at kede sig
  2. Hav fokus på at belønne din sheltie for ikke at gø- særligt i situationer, hvor den naturligt ville ty til det
  3. Tilvæn din sheltie til håndtering og pelspleje fra en tidlig alder
  4. Brug gerne leg og bevægelse som belønning i træningen
  5. Undgå at bruge bold- og pindekast for at køre din sheltie træt. Gå hellere en god snusetur, lav tricktræning eller en anden form for mental aktivering. Det er langt mere effektivt og bedre for din shelties mentale tilstand

Læg også: Hvordan belønner jeg min hund?

2 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *