Forside » Hundehelbred » Min hund vil ikke spise sit foder: 5-trins-guide til kræsenhed

Min hund vil ikke spise sit foder: 5-trins-guide til kræsenhed

hundeejer har kræsen hund og ved ikke hvad hun skal gøreVuffeli hundeblog

Det kan være både frustrerende og besværligt, når ens firbenede ven ikke tager for sig af madskålen – og skæve spisevaner kan ikke mindst have konsekvenser for din hunds sundhed og generelle trivsel. Læs med her og få gode råd til, hvordan du kan komme din hunds kræsenhed til livs og skabe god appetit.

Hvorfor er min hund kræsen?

Der kan være flere årsager til, at din kræsne hund ikke viser interesse for sit foder. Få gange drejer det sig om et enkeltstående tilfælde, hvor hunden ikke vil spise ét bestemt foderprodukt. Hvis dette er tilfældet, kan et foder med en anden smagssammensætning være vejen frem. 

Hvis du derimod gentagende gange har forsøgt at skifte foder uden succes, så kan det tyde på, at der ligger en anden årsag bag din hunds kræsenhed.

Lyder det bekendt? Så er denne guide noget for dig.

Kræsenhed handler oftest ikke om smag

Har du ligesom så mange andre hundeejere prøvet at servere alverdens slags hundemad for din hund, men det ender alligevel altid med, at din hund mister interessen for sit foder efter kort tid? Dette skyldes ofte, at kræsenhed ikke handler om selve foderet, men derimod at kræsenheden er gået hen og blevet en tillært adfærd

Husk på, at din hund altid vil udføre den adfærd, som den erfarer, kan betale sig. Hvis din hund oplever succes med at få serveret menneskemad, godbidder eller andre lækkerier, hvis ikke den spiser sit fuldfoder, så vil den sandsynligvis gentage handlingen. Det underliggende problem er derfor oftest, at man som hundeejer ubevidst har skabt en forventning hos hunden om, at en afvisning af tørfoder resulterer i noget andet lækkert at spise.

hvid bichon havanais på blå baggrundVuffeli hundeblog

Hvis kræsenheden er blevet en tillært adfærd, vil det oftest ikke hjælpe at skifte til et foder med en anden smag. Din hund vil muligvis spise det nye foder i en dag eller to, men herefter vil den typisk hurtigt falde tilbage i det samme mønster og afvise maden. Her er det langt mere effektivt at etablere en fast foderrutine og nogle gode fodervaner. Læs med i vores 5-trins-guide længere nede i artiklen.

Din hund spiser sig mæt i andet end foder

En anden årsag til din hunds manglende appetit på sit foder kan være, at din hund får dækket sit energibehov fra andet end sit fuldfoder. Hvis din hund får en håndfuld godbidder, et par tyggeben og lidt rester fra aftensmaden i løbet af dagen, så er der chance for, at den allerede er mæt, når du serverer foderet.

Tilpas derfor altid mængden af godbidder og snacks til din hunds størrelse. Særligt når det kommer til små hunderacer, kan man nemt komme til at overvurdere, hvor meget mad de egentlig har brug for. 

Hunde er forskellige

Alle hunde er unikke, og derfor er der også stor forskel på, hvor madmotiverede hunde er. Nogle hunde nærmest lever for at spise og sluger foderet, så snart det lander i madskålen. Andre hunde spiser blot for at leve og kan sagtens have foderet stående fremme hele dagen. 

Der er selvfølgelig undtagelser, men der er generelt nogle typer hunde, som er kendt for at være mindre interesserede i spiselige sager end andre. De fleste, som har en labrador retriever eller en beagle, kan nikke genkende til, at deres hund spiser stort set alt med stor glæde. Andre hunderacer, som for eksempel malteser eller dansk spidshund, kan have tendens til at være mere selektive og småtspisende

Hvis man har en hund, som ikke er særlig madmotiveret, er det dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan opnå sunde spisevaner. Læs med i kræsenhedsguiden herunder og få tips til, hvordan du kan hjælpe din hund med at få appetit på sit foder.

Nedsat appetit kan være tegn på, at der er noget galt
Din hunds appetit er et af de trivselstegn, du som hundeejer skal holde øje med. Hvis din hund pludselig stopper med at spise, kan det være tegn på, at der er noget galt. En reduceret appetit kan nemlig også skyldes sygdom, smerte, angst og stress. Mistænker du, at kræsenhed skyldes en anden underliggende årsag, anbefaler vi dig at tage i din dyrlæge og hvis aktuelt en adfærdsrådgiver.

5-trins-guide: Sådan håndterer du din hunds kræsenhed

Her i Vuffeli har vi flere års erfaring med at vejlede vores medlemmer i kræsenhed med rigtig gode resultater. Den metode, vi har allerbedst erfaring med, består af 5 simple trin, som har til formål at få skabt en fast foderrutine samt sunde og holdbare fodervaner.

1. Etablér en fast foderrutine

Det er en god idé at lægge måltiderne på de samme tidspunkter. Servér for eksempel morgenmad efter morgenturen, eller giv aftensmaden, mens du selv står og laver mad til familien.

Det skal være så tydeligt som muligt for din hund, hvornår og hvor længe maden er tilgængelig. Sørg for at give din hund ro og plads under måltiderne og undgå at “overvåge” den, mens foderet er fremme.

Undgå at have foderet stående fremme hele dagen. Lad kun maden stå fremme i ca. 15-30 minutter. Når tiden er gået, fjerner du maden, uanset om din hund har spist eller ej. Stil stille og roligt foderet væk, så din hund hverken kan dufte eller fornemme, hvor det er.

Min hund er kræsen, hvad gør jeg? | VuffeliVuffeli hundeblog

I starten kan det måske føles hårdt at fjerne måltiderne, hvis din hund ikke har spist af madskålen. Men faste spisetider er en vigtig måde at få sin hund ind i en god foderrytme, hvor den kan nå at blive sulten, inden måltidet serveres. Tænk på, at du gør det for din hunds bedste, så den kan få alle de vigtige næringsstoffer og vitaminer, som den har brug for.

2. Servér ensartede måltider

Sørg for, at din hunds måltider ikke varierer fra gang til gang. Hvis måltiderne varierer, kan din hund være tilbøjelig til at vente på et “bedre” alternativ og derfor springe sit måltid over.

Vi anbefaler, at du undgår at blande noget i foderet – erfaring siger os nemlig, at det oftest ender ud i, at hunden sorterer foderet fra på sigt. Hvis du ønsker at blande noget i foderet, er det vigtigt, at det er samme produkt og den samme mængde ved hvert måltid. Hvis ikke måltiderne ser ens ud, kan det lynhurtigt blive en glidebane, hvor du ubevidst kommer til at forstærke din hunds kræsenhed.

3. Skru ned for snoldet

Hvis din hund ikke har spist sit foder, er det vigtigt, at du ikke giver den nogle former for godbidder eller serverer et alternativ måltid. Du kan nemlig risikere at lære din hund, at det kan betale sig at springe måltidet over. Hvis din hund derimod har spist op, så kan du sagtens belønne den med en godbid. 

Hvis du bruger godbidder i jeres træning og ikke kan undgå at give lidt godbidder i den forbindelse, så prøv at holde det til et absolut minimum og skær gerne godbidderne ud i helt små bidder. Husk på, at belønninger ikke altid behøver at være spiselige – et stykke legetøj eller en grankogle også være en attraktiv belønning.  

TIP:
Det anbefales generelt, at godbidder, snold og alt andet end fuldfoder maksimalt dækker 10 % af din hunds daglige energiindtag. 

4. Fremhæv duften

Hundes lugtesans er utrolig veludviklet. Derfor spiller lugten af foderet en vigtig rolle for din hunds smagsoplevelse.

Et smart trick er derfor at udnytte hundens skarpe lugtesans til at vække appetitten. Du kender det sikkert selv: Hvis du varmer gårsdagens lasagne op, breder duften sig hurtigt i køkkenet. Prøv at varme din hunds foder i 5-10 sekunder i mikrobølgeovnen for at forstærke duften, og se om det kan medvirke til at øge din hunds interesse for sit foder.

Læs også: Hundens lugtesans

Vuffeli hundeblog

5. Hav is i maven

Med en fast foderrutine og gode fodervaner er man typisk rigtig godt på vej til at bekæmpe kræsenheden. Men det kræver også en god portion tålmodighed at nå helt i mål. Opstartsperioden er typisk den hårdeste, for det kan være svært for både to- og firbenede at ændre vaner. 

Vi anbefaler, at du prøver metoden af i 1-2 uger. De fleste hundeejere oplever allerede resultater inden for få dage.

Det er dog afgørende, at du har is i maven og holder fast undervejs for at opnå en effekt. Hvis din hund for eksempel ikke har spist sin morgenmad, og du føler dig nødsaget til at blande lidt lækkert i dens aftensmad, så husk på, at du risikerer at lære din hund, at den blot skal springe morgenmåltidet over og vente på, der kommer noget lækrere senere på dagen.

Kræsenhedsforløb er typisk hårdest for os ejere, da vi naturligvis bekymrer os, hvis vores hunde ikke spiser optimalt. Her er det vigtigt at huske på, at en rask hund nok skal spise, hvis den er sulten nok. Dette ligger dybt i dens overlevelsesinstinkt

HUSK:
Hvis du har en kræsen hvalp, anbefaler vi, at du får en snak med vores ernæringseksperter, så du kan få hjælp til, hvordan du bedst håndterer situationen. Der gælder andre vilkår for hvalpe, da de er i vækst og derfor ikke skal gå i flere dage uden at spise optimalt. Man skal heller ikke påbegynde guiden, hvis det drejer sig om en drægtig eller lakterende tæve.

For din hunds bedste

Forskning fortæller os, at korrekt ernæring har stor betydning for vores hundes helbred, trivsel og livslængde. Derudover vil kræsenhed helt naturligt også typisk resultere i mange bekymringer og frustrationer hos dig som hundeejer. Derfor er det både til gavn for dig og din hund, hvis I knækker koden til de gode fodervaner. 

Det er vigtigt at huske på, at en hund ikke selv er i stand til at tage de madvalg, der er bedst for den på lang sigt. Hvis din hund for eksempel fik valget mellem leverpostej eller tørfoder ved hvert måltid, ville den med høj sandsynlighed vælge at kaste sig over den fedtholdige leverpostej. Men det vil kunne have store konsekvenser for din hund på sigt, hvis dens diæt udelukkende består af leverpostej.

Derfor er det dit ansvar som hundeejer at træffe de bedste fodervalg på din hunds vegne. På den måde kan du sørge for, at din firbenede bedste ven kan leve et sundt, langt og godt hundeliv sammen med dig.

hund kigger op - cavelier king charles spanielVuffeli hundeblog

Der er hjælp at hente

Har du spørgsmål eller brug for personlig rådgivning, så er du mere end velkommen til at kontakte os. Vi har et helt team af ernærings- og adfærdseksperter uddannet inden for Animal Science, som står til din rådighed. Vi har stor erfaring med at hjælpe hundeejere igennem et kræsenhedsforløb, og vi vil med glæde hjælpe dig med at finde den rette løsning for dig og din hund. Ring eller skriv til os, så sørger vi for at hjælpe dig.

Læs også: Sådan vælger du et godt fuldfoder

219 Shares:
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *