Bomuldshund bliver i daglig tale ofte brugt om små hunde med en hvid blød pels, men bomuldshund er faktisk én bestemt race nemlig en Coton de Tuléar. Læs med, og bliv klogere på den populære lille selskabshund.
10 ting du (måske) ikke vidste om bomuldshunden / Coton de Tulear
- Bomuldshunden har ingen underuld og kan derfor betegnes som allergivenlig
- På grund af sin fine pelsstruktur fælder bomuldshunden minimalt
- Bomuldshunden var den 5. mest populære hunderace i Danmark i 2020, hvor der blev registreret hele 1858 nye hunde af hunderacen
- Racen har en høj gennemsnitlig levealder, og en sund bomuldshund bliver gerne helt op til 14-16 år gammel
- De fleste bomuldshunde elsker leg og aktiviteter, og bomuldshunde er til manges overraskelse ofte dygtige agilitydeltagere
- Racen menes at stamme fra Madagaskar
- Racen er opkaldt efter sin unikke pels; coton betyder nemlig bomuld på fransk
- Racen kan have tendens til gøen
- Bomuldshunden er kendt for at være en såkaldt “velcrohund“, der gerne følger sin familie i tykt og tyndt
- Med en bomuldshund i familien er der både brug for børste og frisør, for her er tale om en hunderace, der kræver regelmæssig og grundig pelspleje
Vil du vide mere om den populære vuf? Læs med under billedet.
Bomuldshundens oprindelse og historie
Bomuldshunden er en selskabshund, der gerne er tæt knyttet til sin familie og glad for at være lige der, hvor dens familie er.
Det er en hunderace, der er kendt for at være både intelligent, social og tilpasningsdygtig, og som har brug for social kontakt for at trives. En velsocialiseret bomuldshund er typisk venlig og tillidsfuld over for fremmede, både mennesker og andre hunde og dyr.
En af grundene til, at bomuldshunden er blevet så populær i dag, er dens allergivenlige pels. Bomuldshunden har ingen underuld, og den fælder og skælder derfor minimalt. Men der er dog ingen garanti for, at den ikke kan fremkalde en allergisk reaktion.
Bomuldshunden menes at være blevet bragt til Madagaskar via franske handelsskibe i det 15. århundrede, hvor hundene blev brugt som selskabshunde og rottefængere. Det formodes at hundene svømmede i land i havnebyen Tuléar på Madagaskar efter skibbrud. Her overlevede de som vilde hunde i en periode, men blev senere indfanget af befolkningen og brugt primært som gårdhunde.
Hunderacen blev godkendt i Frankrig i 1970 og allerede i 1971, blev den anerkendt af FCI og Dansk Kennel Klub.
Læs også: Hvilken hunderace skal du vælge?
Racestandarden for en bomuldshund
Hvad er FCI?
FCI er en international sammenslutning af nationale kennelklubber, der blandt andet kategoriserer og beskriver racestandarden for hver eneste anerkendte hunderace. Racestandarden beskriver de racetypiske karakteristika i forhold til både udseende, egenskaber og temperament. Danmarks medlem af FCI er Dansk Kennel Klub. Når Vuffeli beskriver og rådgiver omkring alle de mange hunderacer, er det med udgangspunkt i FCIs racestandarder.
Bomuldshundens størrelse, alder og pels
Bomuldshunden er en lille hunderace. Hannerne er typisk 26-28 cm i skulderhøjde og vejer ca. 4-6 kg. Tæverne er typisk 23-25 cm i skulderhøjde og vejer ca. 3,5-5 kg.
Som navnet antyder, har racen en blød og bomuldsagtig pels. Den er ofte helt hvid, men den kan have anstrøg af lysegråt eller rødgult på ørerne. På grund af pelsens fine struktur kræver den regelmæssig pelspleje og klipning.
Bomuldshunden er kendt for at have en høj gennemsnitlig levealder og bliver gerne 14-16 år.
GØR SOM 10.000 ANDRE HUNDEEJERE
Hvem er bomuldshundens ideelle hundeejer?
Boligsituation og aktivitet
Bomuldshunden er en lille hund, der ofte er rigtig god til at tilpasse sig sine omgivelser. Den har ikke brug for masser plads at boltre sig på og er faktisk typisk mest tilfreds, når den er tæt på sine nærmeste.
Den lille selskabshund er også kendt som en “skygge-” eller “velcrohund”, der gerne følger sin ejer i tykt og tyndt. Det er noget af det hyggeligste at have sin firbenede ven med på eventyr, og din bomuldshund vil sandsynligvis elske at være med dig på farten. Men det er også en rigtig god idé at bruge tid på at lære sin hund at være tryg ved at være alene hjemme. Der vil nemlig typisk opstå situationer, hvor vores hunde er nødt til at være alene hjemme i kortere tid ad gangen.
Hvis hunden ikke har vænnet sig til at være alene, kan den udvikle separationsangst eller mangel på selvstændighed. Derfor er det vigtigt at gøre bomuldshunden tryg ved sine omgivelser og sætte fokus på alene-hjemme-træning, der kan klæde den godt på til at kunne slappe af i sit eget selskab.
Man skal dog indstille sig på, at det ikke er en hunderace, der trives med at være alene hjemme i mange timer hver evig eneste dag.
Bomuldshunden er også en hunderace med tendens til gøen. Det er noget, man især skal have med i sine overvejelser, hvis man bor i lejlighed. Med den rette træning kan man både forebygge og afhjælpe bjæffen.
Læs også: Hvordan lærer jeg min hund at være alene hjemme?
HUSK:
Det en rigtig god idé at lære forskellige hunde bedre at kende, inden du beslutter dig for, hvilken hund, der passer bedst til dig. Selvom racestandarden kan indikere, hvilken type hund, man kan forvente, og hvilke behov den har, så er hver hund unik med eget temperament og personlighed – og heldigvis for det.
Økonomi og bomuldshund
Der er flere omkostninger forbundet med firbenede familiemedlemmer. Påregn løbende udgifter til forsikring, dyrlæge, foder, udstyr såsom hundekurve, -halsbånd og -seler og eventuelt træning. En bomuldshund har brug for regelmæssig pelspleje, og derfor er der også behov for børster, badeprodukter og hundefrisør, hvis du ikke selv står for klipningen.
Kærlighed har naturligvis ingen pris, men inden man anskaffer sig en bomuldshund – eller en hvilken som helst anden type hund – er det en god idé at danne sig et overblik over potentielle udgifter til hunden, så man ikke får sig en dyr overraskelse.
Er bomuldshunden en god familiehund?
Bomuldshunden er populær familiehund. Dens størrelse og sind gør den til en af de hunde, der ofte er inkluderet på lister over børne- og familievenlige hunderacer.
Læs også: Børnevenlige familiehunde: Hvilke hunderacer er bedst til børn?
Til trods for sin størrelse er bomuldshunden faktisk en robust hund. Dens bedårende ansigt og flotte pels kan ved første øjekast måske give anledning til at undervurdere eller misforstå dens evner. For det er faktisk en hunderace, der er kendt for at være både livlig, legesyg og adræt.
Langt de fleste bomuldshunde elsker ture og aktiviteter og vil med glæde arbejde med deres ejer. Det er en alsidig og tilpasningsdygtig hunderace, der sandsynligvis både vil elske at blive sat på sjove og udfordrende opgaver, men som også vil nyde at sidde på skødet og slappe af derhjemme for fødderne af sin familie. Bomuldshunden er derfor en oplagt legekammerat og følgesvend.
Læs også: Hvordan lærer jeg min hund at være alene hjemme?
Det er en rigtig god idé at etablere nogle klare retningslinjer for alle i familien, som kan skabe de bedste forudsætninger for, at jeres bomuldshund bliver det firbenede familiemedlem, I har drømt om. Det er vigtigt at dens behov bliver opfyldt, både fysisk, mentalt og socialt – det gælder eksempelvis kost, motion, leg og aktivitet. Som med enhver anden hund kræver det tid, træning og tålmodighed at få en sund, glad og veltilpasset hund. Når først I har fået etableret nogle gode rutiner, vil I have et helt unikt venskab at se frem til.
En bomuldshunds typiske helbredsproblemer
Bomuldshunden er en relativt sund hunderace med en høj gennemsnitlig levealder.
Som mange andre små hunde, er bomuldshunden disponeret for problemer med knæskallerne. Det gælder blandt andet tilstanden patella, som betyder, at lårbenet er vinklet forkert fra fødslen. Med alderen kan det resultere i, at sener og muskler trækker knæskallerne ud til siderne. For at skabe de bedste forudsætninger for at undgå sådanne helbredsproblematikker er det en rigtig god idé at kende til de firbenede forældres helbredshistorik.
Derudover er bomuldshunden også disponeret for diverse øjensygdomme, tandsten, paradentose og visse allergier i hud og ører.
TIP:
En udbredt helbredsproblematik blandt racen er tandsten og tandproblemer. Derfor er det en god idé at vænne sin bomuldshund til at få børstet tænder.
Det er vigtigt, at din hvalp kommer fra en ansvarlig opdrætter, der kan fremvise gyldige sundhedspapirer for hvalpen og dens forældre, og som sørger for, at hvalpene får den bedste start på livet. Er der ikke styr på avlslinjerne og forholdene omkring hundene, kan hvalpene
risikere at bære arvelige lidelser, døje med alvorlige helbredsproblemer eller udvikle
adfærdsproblemer, der er ødelæggende for deres trivsel.
Et andet vigtigt element er de daglige måltider. God og afbalanceret ernæring bidrager nemlig til din hunds sundhed og livskvalitet. Her hos Vuffeli har vi hundredevis af firbenede medlemmer af racen bomuldshund, som har stor glæde af en skræddersyet foderplan og Vuffelis premium kvalitetsfoder af naturlige råvarer. Ingredienserne er nøje udvalgt for at kunne medvirke til en god fordøjelse, stærke led og knogler og en sund og skinnende pels. Lyder det også som noget for din bomuldshund?
Hvordan ser dagligdagen ud med en bomuldshund?
Pelspleje
Bomuldshunden kræver meget pelspleje. Dens pels skal børstes ofte – gerne dagligt – for at undgå hud- og pelsproblemer, og den har brug for regelmæssig klipning for at holde både hud og pels sund og blød.
Det er vigtigt at gøre sig klar, at bomuldshunden er en såkaldt “klippehund”, hvilket betyder, at dens pels kræver klipning med jævne mellemrum. Hvis ikke dens pels bliver børstet og klippet, har den tendens til at få sammenfiltringer og hårknuder, og det kan være uhygiejnisk og direkte smertefuldt for hunden. Mangelfuld pelspleje kan også medvirke til, at bomuldshunden udvikler hudproblemer.
Tip:
Det er en rigtig god idé at vænne sin bomuldshund til pelspleje i en tidlig alder, så det bliver en hyggestund for jer begge.
Når man børster sin bomuldshund, er det vigtigt at komme helt i dybden, særligt ved skuldrene, lysken og i nakken. Grundet sin fine pels er bomuldshunden i højere grad også sensitiv i forhold til skarp sol og kulde.
Tjek jævnligt din bomuldshunds øjne, og rens forsigtigt pelsen omkring øjnene. Det er en god idé at soignere øjnene og området omkring øjnene dagligt. Bomuldshunde har tendens til at udvikle problemer med tårekanalerne, og det kan gøre, at der samler sig små klumper i øjenomgivelserne eller mørke “rander” under øjnene.
Læs også: Har du allergi overfor hunde? De her hunderacer burde du vælge
Gåture og motion
Bomuldshunden er en hunderace med et lavt aktivitetsniveau, og den kræver derfor ikke store mængder motion. Men som alle andre hunde har den behov for gåture og fysisk beskæftigelse flere gange dagligt, ligesom den har brug for social og mental stimulering for at trives.
Selvom den er lille og bedårende, og måske umiddelbart kan ligne en hund, der er mere fornøjet med at være indendørs i menneskeligt selskab, så er det også en hunderace, som typisk elsker at lege og bevæge sig. Mange bomuldshunde er eksempelvis vilde med aktiviteter som tricktræning og agility.
Træning med en bomuldshund
Bomuldshunden er kendt for at have et mildt og samarbejdende temperament og være let at træne. Inden du bliver den heldige ejer af en bomuldshund, er det dog en rigtig god idé, at du lægger en plan for, hvordan du ønsker, din hunds hverdag skal se ud, og hvilke regler du ønsker at etablere. På den måde kan du skabe nogle gode rutiner, der kan danne rammen for jeres fælles hverdag.
Her kommer 5 tips til træningen:
- Træn med positive træningsmetoder baseret på ros og belønning
- Træn i korte sekvenser for at holde din hunds motivation oppe og sørge for at træningen forbliver sjov og positiv
- Socialisér og miljøtræn din bomuldshund i en tidlig alder, så den lærer at vænne sig til nye indtryk og omgivelser, lyde, mennesker og andre hunde
- Sæt både fokus på kontaktøvelser og alene-hjemme-træning
- Væn din bomuldshund til pleje af pels, poter og tænder fra en tidlig alder
Læs også: Positive træningsprincipper: Hvordan belønner jeg min hund?